Et idol banker uanmeldt på

Bruce Springsteen bryder fire års pause med en cd, der både er håbløst umoderne og ind-under-huden nærværende. Til juni fylder han Forum i København til en akustisk koncert

F or nylig skete det igen: En eftermiddag bankede det på døren hos familien Antrim i New Jersey-byen Freehold. Udenfor stod byens berømteste søn, Bruce Springsteen, og undskyldte, at han ikke havde ringet i forvejen. Om han måtte komme ind et smut? Om han måtte ... Springsteens vej faldt forbi, fordi Michael Antrim, 17 år, havde vundet en kunstkonkurrence på det lokale bibliotek, hvor temaet havde været det ærkeamerikanske "Hometown hero". Michael havde selvfølgelig malet Bruce Springsteen. Michael lider af en særlig smertefuld variant af den uhelbredelige Crohns sygdom, en kronisk tarmbetændelse, og da han som led i sin behandling samtidig deltog i et "få dit ønske opfyldt"-forløb, sendte hans tegnelærer såmænd i al hemmelighed en mail til Springsteens kontor. Resultatet blev et halvandet time langt besøg af idolet, som spillede guitar med Michael, roste hans billeder og hans guitarspil, kyssede Michaels mor på kinden og i det hele taget var så helt nede på jorden, som Springsteen altid har haft ry for at være. Det er sådan en historie fra det virkelige liv, der ikke vil gå væk, når man som den, der skriver dette, i sidste uge indfandt sig i den danske afdeling af Bruce Springsteens pladeselskab. Missionen var at høre mandens nye cd, "Devils & Dust", der udkommer i dag som hans 19. studiealbum og det første siden 2001-udgivelsen "The Rising". Cd'en følges op af en akustisk turne, der bringer ham til et udsolgt Forum i København 22. juni. I de gamle, troskyldige dage for to-tre år siden havde musikskribenterne fået forhåndstilsendt hver sin cd plus tekstark. I dag har internettet taget mødommen på det tillidsforhold. Eksemplerne er blevet for mange på, at plader downloades ulovligt før den officielle udgivelse, til at man bare sender musikken ud i lukkede kredsløb. Nu deles alle anmeldere i Danmark om at høre den samme cd og læse det samme fedtede tekstark. Som man ikke må kopiere. Det er tilladt at tage noter, drikke kaffe og juice ad libitum, men så slutter festen også, og halvanden time senere har man at have dannet sig sin mening om musikken. Det er altid noget, at man ikke skal høre den sammen med de andre journalister. Gad vide, hvad Springsteen selv siger til den slags? Selv de lokale pladeselskabsfolk undskylder småhysteriet. På den anden side: Fordi man er idealist, behøver man jo ikke være tossegod. Og kunst er arbejde, og arbejde skal man have løn for. Indlevelse og indignation I virkeligheden er "Devils & Dust" en gammel nyhed. Langt de fleste af sangene stammer fra sidst, Springsteen mødte sit publikum kun bevæbnet med sin akustiske guitar, sin indlevelse og sin indignation. Det var 1995-96 med de afskrællede sange fra "The Ghost of Tom Joad", der kredsede omkring usexede temaer som hjemløshed, ulovlig indvandring og den lovløse, skjulte arbejderunderklasse, det medfører, især i grænseegnene mod Mexico. Når Springsteen lagde sig på puden efter de koncerter dengang, kunne han ikke falde i søvn. Nye sange i samme stemningsleje blev ved at komme til ham, og da han ikke kunne sove fra dem, blev han nødt til at synge dem på hotelværelset. Ikke mindst fordi han havde sin stemme i behold i modsætning til, når han spillede til bal med The E Street Band, har han siden fortalt. Genforeningen ved årtusindskiftet med hans gamle band krævede imidlertid sange af en mere robust støbning end dem, han havde flest af på blokken, så han satte dem på standby og skrev nogle nye, bl.a. inspireret af 11. september-begivenhederne. Den efterfølgende amerikansk ledede invasion af Irak fik Springsteen til at skrive en ny sang, "Devils & Dust". Med åbningslinjerne "I've got my finger on the trigger, but I don't know who to trust" satte han sig i den amerikanske soldats sted, og inden han så sig om, havde han skrevet en lavmælt, men intens ballade om, at gudstroen ikke er så stærk, som præsident Bush hævder. Frygten er stærkere, og det er kampen med og mod den, der bærer mange af numrene på det nye album, der indeholder en række af de sange, Springsteen skrev for et tiår siden, og som nu får et nyt liv i en anden iscenesættelse. Ja, en af dem, "All The Way Home", kunne man allerede høre i 1991 som en svulmende, soul-fyldt ballade, sunget af Springsteens kammerat Southside Johnny på dennes cd "Better Days". Nu er den blevet countryficeret og tilsat en tilbage-til-rødderne-rytme, der passer perfekt til sceneriet med de to slidte skæbner, der mødes på en bar og måske/måske ikke finder ud af at slå tiden og frygten ihjel for en enkelt nat. Ligesom hovedpersonen i sangen "Reno", der sagtens kunne være lydspor til en Clint Eastwood-western. Hovedpersonen prøver at fortrænge minderne om Maria ved at besøge en luder. 200 dollar for normalt, 250 for analt. "She slipped me out of her mouth. You're ready, she said", oplevelsen er tom, men stærk nok til at en Springsteen-plade for første gang får påklistret en mærkat, som advarer mod sproget på pladen; noget, der ellers er forbeholdt vrede rappere. Politisk forpligtelse "Devils & Dust" kan sagtens vise sig at blive en af de store Springsteen-plader. Den kombinerer den offensive, trodsige livsjubel på en plade som "The River" med den uselviske medmenneskelighed og det næsten dokumentariske nærvær, der bærer plader som "Nebraska" og "Tom Joad". Der er ikke publikumsappelerende hits på pladen, men masser af musik af den slags, hvor den gennemgående tone betyder mere end fristelsen til at falde for det nemme refræn. Sange som de fortællende "The Hitter" om bokseren, der vist helst vil knockoute sig selv, og den Roy Orbison-klingende "Leah" om kærligheden som en stifinder på en vej fuld af tvivl og skygge er nogle af hans mest helstøbte længe. Og inspirationen fra Bob Dylan er aldrig et åg, men en charme ekstra på sange som "Black Cowboys" og "Jesus Was An Only Son", hvor Springsteen skruer crooneren på og uden at smile spor skævt giver sit bud på en salme, så det næsten er til at blive religiøs af. Og helt hjerteskærende smuk er slutsangen "Matamoras Banks", hvor den elskede er druknet, og hvor hendes kæreste, efter at have forsøgt at drukne sig i minderne, ender med at gøre hende følgeskab i den flod, Bruce Springsteen først besang i "The River". Sammenhængskraft ville man kalde den slags, hvis man var moderne politiker. Det er Bruce Springsteen ikke. Men han har politisk altid følt en forpligtelse til at sige fra og til, og gjorde det jo også, da han sammen med en række andre rockstjerner sidste år deltog i en række "Votes for change"-koncerter, der skulle få John Kerry valgt til amerikansk præsident. Det mislykkedes som bekendt. Det ærgrer selvfølgelig Springsteen, men i et nyligt interview i det amerikanske magasin Rolling Stone fremhæver han, at det for ham var lige så vigtigt, at overskuddet fra de velbesøgte og ret beset rockhistoriske koncerter gik til en kampagne, der bl.a. skal uddanne borgerne til at blive bedre vælgere, betale for handicappedes transport til valgstederne, hverve frivillige til at gå fra dør til dør og opfordre folk til at lade sig registrere som vælgere. "De folk er demokratiets infanteri, der mobiliserer de progressive stemmer," siger han. Hvad han vil kalde sig selv, når han konstant forsøger at gøre sig mindre end den storhed, der har hjemsøgt ham siden det globale gennembrud med "Born In The USA", står hen i det uvisse, men hans nye cd og dens ind-under-huden nærhed beviser endnu en gang, at det ikke bare er en pr-stunt, når han uannonceret banker på hos en fan med Bruce Springsteens helt egen og uselviske hjemmeservice. Hav kaffen og den akustiske guitar klar. Bruce Springsteen: "Devils & Dust". Producere: Brendan O'Brien & Bruce Springsteen. Sony/BMG.