Et indblik i mosen
Naturvejleder bød på tur, der gav indblik i natur- og kulturhistorie
STORE VILDMOSE: Vejret var ikke det bedste, da 25 fremmødte med naturvejleder Knud Andersen i spidsen begav sig ud på en natur- og kulturhistorisk aftentur i Vildmosen.
Turen tog sit udgangspunkt ved mindestenen for de fire omkomne engelske flyvere, der blev skudt ned over mosen.
Dernæst begav deltagerne sig i privatbiler ud af Sandelsvej, hvor der blev gjort flere stop. Knud Andersen kunne tydeliggøre hvilke konsekvenser opdyrkningen af mosen har fået gennem årene. 400 kilometer grøfter, og ikke mindre end 800 kilometer dræning har fået højmosen til at synke.
Et stop og en lille tur ind på højmosen fik deltagerne til bogstaveligt talt at føle sig på gyngende grund, da Knud Andersen bad alle om at hoppe i takt.
Det viste sig at adskillige af deltagerne havde en nær tilknytning til mosen, og naturvejlederen bad dem fortælle om deres personlige erfaringer undervejs. En deltager havde som ung i tresserne været med til at skære de sidste tørv i mosen, tørv der skulle bruges til opvarmning af barndomshjemmet.
Under Anden Verdenskrig, var tørvene en vigtig ressource. 1200 mand producerede dagligt 500 tons tørv.
Turen blev afsluttet med kaffe og mosebjesk på toppen af Sandelsbjerg, hvor bygerne forsvandt og solen som på kommando brød igennem, så deltagerne kunne nyde kaffen, bjesken og den smukke udsigt over mosen mod vest.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.