Et kraftigt jordskælv dræber ni og kvæster 366 i Japan

Flere huse er begravet, og knap tre millioner hjem er uden strøm, efter at et jordskælv har ramt en japansk ø.

Ritzau
Et voldsomt jordskælv i Japan har forårsaget en række jordskred på øen Hokkaido, hvor huse er blevet knust. På billedet er det huse i landsbyen Atsuma, der er blevet ødelagt af et jordskred. Foto: Kyodo/arkiv/Reuters
Naturkatastrofe 6. september 2018 01:49 - Opdateret 6. september 2018 16:46

Et kraftigt jordskælv på øen Hokkaido i det nordlige Japan udløste torsdag en lang række jordskred, der knuste huse og dræbte mindst ni mennesker og kvæstede mindst 366.

Omkring 30 mennesker er meldt savnet.

Ifølge Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS) er jordskælvet målt til en beregnet størrelse på 6,6.

Jordskælvets epicentrum ramte øst for byen Tomakomai, som ligger 68 kilometer fra øens hovedby Sapporo. Rystelserne kunne også mærkes i Sapporo, der har en befolkning på 1,9 millioner indbyggere.

Næsten tre millioner husstande stod uden el efter skælvet.

- Jeg er 51 år, og jeg har aldrig oplevet noget som dette. Jeg troede, at mit hus ville kollapse, siger Kazuo Kibayashi, som er embedsmand i byen Abira, der er en af de hårdest ramte byer.

En af de omkomne er en 82-årig mand, der blev fundet livløs i Tomakomai, oplyser det japanske beredskab. Han er tilsyneladende faldet ned ad trapperne i sit hus under jordskælvet.

Et jordskred har blandt andet ramt landsbyen Atsuma, hvor flere lavtliggende huse er blevet begravet. Omkring ti personer i Atsuma er efterfølgende bragt til hospitalet, en af dem med alvorlige skader. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Japans premierminister, Shinzo Abe, siger, at forsvaret allerede har indsat omkring 4000 mand i eftersøgningsarbejdet og planlægger at opruste til omkring 25.000.

- Vi vil gøre vores bedste for at redde liv, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Et atomkraftværk på øen blev midlertidigt sat ud af kraft efter jordskælvet, rapporterer NHK.

En talsmand for den japanske regering advarer lokalbefolkningen om risikoen for efterskælv og opfordrer indbyggerne til at følge med i medierne.

Jordskælvet har ikke skabt risiko for en tsunami, oplyser det meteorologiske institut i Japan.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...