Et jordskælv på Grønlands vestkyst rystede også Nuuk

Grønland blev ramt af jordskælv mandag aften lokal tid. Skælvet blev målt til 4,9. Ingen er kommet til skade.

Grønland oplevede et jordskælv mandag aften. Skælvet blev målt til 4,9 og ramte 25 kilometer inde i landet fra Atammik og 94 kilometer fra Nuuk, oplyser Geus. Ingen er kommet til skade. Foto: Christian Brøndum/arkiv/Ritzau Scanpix

Grønland oplevede et jordskælv mandag aften. Skælvet blev målt til 4,9 og ramte 25 kilometer inde i landet fra Atammik og 94 kilometer fra Nuuk, oplyser Geus. Ingen er kommet til skade. Foto: Christian Brøndum/arkiv/Ritzau Scanpix

Et jordskælv mandag aften - klokken 20.49 lokal tid - i Grønland mellem byerne Atammik og Ilualik på vestkysten kunne mærkes helt ned i Nuuk, skriver avisen Sermitsiaq.

Jordskælvet, der blev målt til 4,9, ramte 25 kilometer inde i landet fra Atammik og 94 kilometer fra Nuuk. Det oplyser Geus - De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

- Det er et forholdsvis stort jordskælv i Grønland. Men vi ser dem af og til i Grønland. Sådan på globalt plan er det en størrelse af jordskælv, som der sker mange af hver dag, siger seniorforsker og seismolog ved Geus i København Trine Dahl-Jensen til Grønlands radio, KNR.

Adskillige borgere har berettet om rystelserne på Facebook. Dog er der tirsdag formiddag foreløbig ingen rapporter om tilskadekomne.

Vagthavende hos politiet i Nuuk oplyser til Sermitsiaq, at flere personer har henvendt sig.

- Vi mærkede selv rystelserne her på stationen. Men vi afventer eksperternes vurdering, siger han.

Ifølge vagthavende er der ingen meldinger om tilskadekomne i de byer eller bygder, der ligger nærmest jordskælvet.

Og der er heller ikke umiddelbart grund til at tage forbehold efter aftenens jordskælv, siger Trine Dahl-Jensen.

- Man behøver ikke at foretage sig noget som helst. For et jordskælv af den her størrelse er sådan set ikke rigtig farligt, medmindre man er meget uheldig og var lige der, hvor jordskælvet skete.

Som oftest er et jordskælv på den målte størrelse efterfulgt af mindre rystelser.

- Det er fuldstændig rigtigt, at der ofte kommer små efterskælv. Men jeg kan ikke sige, om der kommer nogen, for vi kan ikke forudse jordskælv – heller ikke efterskælv, siger Trine Dahl Jensen til KNR.

Geus vil til gengæld gerne høre fra mennesker, der har oplevet jordskælvet, så forskerne kan blive klogere på fænomenet.

- Det er nyttigt for os at lære mere om, hvordan jordskælv udbreder sig i Grønland.

Hun opfordrer folk til at sende beretninger om deres oplevelser til Geus.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.