Et kampvalg i Aalborg

Der er fredsvalg til menighedsrådene i kommunen med undtagelse af Vesterkæret Sogn

Det amerikanske præsidentvalg bliver ikke den eneste valghandling 8. november.

Samme dag skal medlemmerne af den danske folkekirke - dem er der knap 4,4 millioner af - vælge nye menighedsråd.

De fleste har allerede overstået valghandlingen, måske uden at registrere det.

I sidste uge udløb fristen for at indlevere kandidatlister, og i langt de fleste af landets 2169 sogne er der blot indleveret en enkelt liste.

Det betyder fredsvalg, så kandidaterne fra listen automatisk træder ind i de nye menighedsråd, der begynder deres virke 1. søndag i advent, 27. november.

I Aalborg Stift skal 11 ud af 222 menighedsråd vælges ved kampvalg, men i Aalborg kommune er der kun en enkelt valghandling nemlig i Vesterkæret Sogn.

Valgreform

Inge Kjær Andersen, formand for menighedsrådet ved Hans Egedes Kirke i Aalborg og medlem af bestyrelsen for Landsforeningen af Menighedsråd mener, at det understreger behovet for en valgreform.

- Når der kun er afstemningsvalg i fem procent af menighedsrådene i stiftet, er der behov for en anden valgreform, så der bliver en anden måde at blive valgt til menighedsrådet. Personlig vil gerne have en generalforsamlingsmodel, siger Inge Kjær Andersen.

De mange ferdsvalg skal tages som udtryk for, at mange sogne har svært ved at rekruttere medlemmer til menighedsrådene, især yngre medlemmer.

Og det er langtfra givet at en anden valgmodel, vil ændre ved det forhold.

En af barriererne er nemlig, at mange mennesker, der ikke opfatter sig selv som "kristne" nok til at sidde i et menighedsråd.

Det oplever Inge Kjær Andersen ofte.

- Men det er lige så vigtigt af få repræsenteret dem, man kan kalde kulturkristne, som den faste søndagsmenighed, understreger hun.

Fredsvalgt 29-årig

En af disse er 29-årige Casper Sejer Madsen.

Han er netop blevet fredsvalgt til menighedsrådet i Sdr. Tranders Sogn.

- Jeg har været leder af ungdomsklubben i Gug i nogle år. Ungdomsklubben holder - tilfældigvis - til i kælderen under Gug Kirke, og en dag kom de fra menighedsrådet og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at være med, siger Casper Sejer Madsen.

Den idé var han nok ikke selv kommet på, men han sagde ja.

- Jeg er ikke specielt kristen, men folkekirken er et uforpligtende fællesskab, som altid er der, og som er uafhængigt af politik og den slags. Jeg er overbevist om, at det er en god ting, og i virkeligheden er jeg nok lidt misundelig på dem, der tror, siger Casper Sejer Madsen.

- Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke synes, gudstjenester er særlig spændende, og det gør de unge heller ikke. Jeg kender de unge, både som leder af ungdomsklubben, som underviser i Aalborg Ungdomsskole og som ungdomstræner. Det er vel også derfor, menighedsrådet gerne ville have mig med. Kirken har jo indset, at hvis der ikke bliver gjort noget, ryger hele kundegrundlaget i næste generation, fortsætter han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst