Et kaos af mulige valg

"Mr. Nobody"

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jared Leto maskeret til 118 år som den gamle, døende udgave af verdens sidste dødelige mand.

Hvad nu hvis jeg var drejet til højre i stedet for at gå lige ud? Så havde jeg aldrig mødt den og den, og måske ville vores liv være blevet fuldstændig anderledes. Og dermed også alle andres omkring os. Og dem. Den svimlende tanke om altings ufattelige tilfældighed har beskæftiget de fleste. I denne film fører den belgiske instruktør Jaco van Dormael tankespindet ud i en stribe af konsekvenser - med et højst tankevækkende og inspirerende resultat. Andre har leget med tanken på film før ham - "Evigt solskin i et pletfrit sind", "Sliding doors", "Lola løber" og "Synecdoche, New York" er fire gode eksempler. Men denne film går endnu langt længere i forsøget på at skildre de mulige liv. Først og fremmest lader den sin hovedperson, Nemo Nobody, forstå, hvad han gør: Forstå, at han i virkeligheden lever alle sine mulige liv på samme tid, i parallelle verdener. Det kan han, fordi englen glemte at slette hans evne for multihukommelse, da han som før-baby havde valgt sine kommende forældre. Korsvejen kommer, da forældrene vil skilles og beder den niårige Nemo vælge, om han vil blive i England med far eller rejse til Canada med mor. Allerede her grener mulighederne sig voldsomt ud - og der bliver hele tiden flere valg. Nogle af dem tilsyneladende bagatelagtige - på samme måde som kaos-teoriens vingeslag fra en sommerfugl i Amazonas kan udløse en orkan i Europa. Andre virker skæbnetunge allerede fra begyndelsen, f.eks. mødet med tre småpiger på en bænk, hver med sin højst forskellige fremtid parat til ham. Historien fortælles af Nemo langt ude i hans egen fremtid - et sted, hvor han er verdens sidste dødelige mand og nu endelig på vej mod sin død. 118 år gammel, voldsomt ældet og åndeligt temmelig diffus interviewes han både af medier og forskere, bl.a. under hypnose. Det er voldsomme og stærke historier, han har at fortælle fra sine tre hovedliv - et med hver af de tre piger, og hvert liv giver ham en ganske anden personlighed end de andre. Ikke grundlæggende, men i kraft af de ting, der sker for ham i forløbene. Han oplever kærligheden i meget forskellige former, han oplever meget forskellige grader af status i sin verden, han oplever store sorger og stor lykke - alt sammen helt forudsigeligt, for sådan ser alles liv ud, men samtidig fuldkommen originalt og unikt, som det er for netop ham netop dér. Det kan handle om en centimeter, som når hans motorcykels forhjul rammer eller ikke rammer et vådt, vissent blad på en fedtet kørebane i et sving. Og det kan handle om afstanden mellem England og Canada, udløst af afstanden mellem to udstrakte hænder, barnets, der løber på perronen, og moderens der rækkes ud fra det accelererende tog. Den letteste snublen kan gøre den største forskel. Hvert sekund i livet ændrer vi vores fremtidsudsigt ganske lidt eller fatalt meget, hvert valg ændrer verden. Skal vi dø unge i en hospitalsseng efter måneder i koma eller skal vi komme til at opleve en turistrejse til Mars? Det allermest spændende ved filmen er de sideløbende kærlighedshistorier mellem Nemo og de tre piger. Intense og voldsomme, vigtige, uafviselige og indiskutable som det rigtige valg, uanset hvilken af dem, det handler om - for når valget er truffet, kan det ikke være anderledes. Det giver ingen mening at fortryde sine valg, for man kan ikke vide det mindste om, hvordan et andet valg ville have udviklet sig. Filmen har en ganske fantastisk evne til at omsætte alt det indviklede tankestof til billeder, smukke, symbolspækkede og dog meget enkle billeder - og så alligevel så fulde af overraskelser. På film behøver man ikke nøjes med at forestille sig - man kan skabe billederne lige for øjnene af beskueren, også de mest fantastiske af dem. Det er filmens store styrke. Svagheden er i mine øjne, at den alligevel bliver mere kompliceret, end hjernen rigtig kan følge med til, i hvert fald ind i mellem. Men så kan man jo bare gå ind og se den igen - og så se, om det er den samme film, man oplever anden gang, hvis man vælger det. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Mr. Nobody" Frankrig, Canada 2009. Instruktør og manus: Jaco Van Dormael Fotograf: Christophe Beaucarne Klip: Matyas Veress og Susan Shipton To timer, 18 min. Anbefales over 15 år. Biffen, Aalborg Medvirkende: Jared Leto Sarah Polley Diane Kruger Linh-Dan Pham Rhys Ifans Natasha Little