Sundhed

Et kick til trivslen

Pilotprojekt skal øge sundhed og trivsel for psykisk sårbare borgere.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

God motion. Jeanette Kristoffersen og fysioterapeut Mette Kuhr satte fart på hulahopringene. Foto: Kurt Bering

Først en kop kaffe med groft, velsmagende hjemmebag. Og så en rask omgang zumba. Hermed var tonen slået an til en hyggelig, tempofyldt inspirationsdag i Den runde Pavillon - en temadag med overskiften "Trivsel og velvære". Og deltagerne var ansatte og brugere i socialpsykiatrien i Brønderslev Kommune. - Vi har valgt at lave et pilotprojekt, der omhandler sundhed generelt - det er iværksat i et samarbejde mellem psykiatrien og forebyggelsesafdelingen, fortæller Inga Eriksen, der er leder af dagområdet i socialpsykiatrien. Flere livsstilssygdomme - Vi kan se, at vores psykiske sårbare brugere er mere udsat for livsstilssygdomme, end andre. Og så har vi valgt at gøre noget ved det, siger Inga Eriksen. Hun tilføjer, at motion og samvær som en ikke uvæsentlig sidegevinst har en gavnlig virkning på humøret. - Temadagen er en kickstart på pilotprojektet, der skal gennemføres frem til juni i Det Blå Hus og Oasen. Efterfølgende laver vi en evaluering - og så er meningen, at det skal implementeres i hele socialpsykiatrien. Sundhed i hverdagen - Det overordnede formål er, at gøre sundhed til en naturlig del af hverdagen - uanset om vi er brugere eller medarbejdere. Vi skal skabe aktiviteter på stederne, der fremmer sundhed og forebygger livsstilssygdomme. Inga Eriksen tilføjer, at det for borgerne i socialpsykiatrien kan være vanskeligt at benytte de eksisterende tilbud i Sund By. - Meningen er, at medarbejdere fra forebyggelsesafdelingen kommer ud på værestederne - de bliver en del af projektet sammen med medarbejderne og brugerne i Oasen og Det Blå Hus. Borgere der bor ude i byen og modtager bostøtte, bliver inviteret til de to væresteder, så de også kan være aktive i sundhedsprojektet. Når pilotprojektet er gennemført skal Center for Aktiv livsstil og Hedebo også inddrages. Den medgørelige formand Formand for social- og sundhedsudvalget, Thomas Krog, glædede sig over at så mange var mødt op for at give pilotprojektet en kickstart i Den runde Pavillon. Og han konstaterede, at der er en klar sammenhæng mellem fysisk og psykisk velvære. - Det kan man læse sig til i tykke bøger. Men jeg har jo også selv oplevet det. Jeg bliver gladere og mere medgørelig, når jeg har været ude at røre mig. Og faktisk har min kone oplevet det samme, sagde udvalgsformanden i sin velkomsttale. Han tilføjede i samme åndedrag, at det kan være svært at vælge motionen frem for sofaen og chokoladen, når man føler sig træt og uoplagt. - Men det er lettere at komme af sted, hvis man rører sig sammen med andre. Og når man har oplevet, at man er gladere, når man har rørt sig, kan det være med til at motivere en til at komme af sted igen, sagde Thomas Krog. - Jeg glæder mig til at høre, hvad der kommer ud af pilotprojektet. Det er i første omgang en kort projektperiode, hvor I brugere i Oasen og Det Blå Hus er forsøgskaniner. Vi skal finde frem til, hvordan vi kan gøre tingene en lille smule anderledes, så vi i fællesskab bliver sundere.