Et kik tilbage på 25 år

Gymnasiale uddannelser 9. september 2004 06:00

FJERRITSLEV: 25 år er en dejlig alder. Det er også alderen på Fjerritslev Gymnasium, amtets mindste gymnasium, hvis bagland kan fejre fødselsdagen med et lettelsens suk oven på en truende lukning og en massiv indsats for at komme videre. Jubilæet fejres i morgen med reception på skolen og med stor fest for gamle og nuværende elever og lærere på næste lørdag. Men der er også blevet tid til at samle stof til et jubilæumsskrift, som giver et indblik i livet og stemningen på gymnasiet op gennem 1980'erne og 1990'erne til i dag. - Vi har fået en håndfuld gamle elever til at skrive frit fra leveren om deres tid på gymnasiet, fortæller Bjarne Sloth Christensen, en af de fem lærere i redaktionsgruppen. - Det har givet nogle gode og sjove øjebliksbeskrivelser, synes vi selv. Vi har lagt vægt på, at det ikke skal være en opremsning af, hvad der er sket gennem årene, men et mix af sjov og alvor. Så der er lidt af hvert med, siger Bjarne Sloth Christensen. - Tidligere rektor Henning Galmar skriver om kunsten på Fjerritslev Gymnasium, tre af de ansatte, der har været med alle årene, skriver om livet på skolen dengang og nu, og vi har fået en hilsen fra en japansk udvekslingsstudent, som vi har trykt, fuldstændig som han har sendt den til os. Borgmester Otto Kjær Larsen (V) skriver om det turbulente år, hvor det lykkedes at redde gymnasiet, og den nytiltrådte rektor Poul Brønfeld får det afsluttende optimistiske ord om fremtiden - og et forhåbentligt nyt jubilæum om 25 år. Skriftet er trykt i 3000 eksemplarer og deles ud til alle receptionsgæster og festdeltagere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...