Fjellerad

Et klart signal til rockerne

Fjellerad-borgere parat til at betale for at holde Bad Guys ude af byen

FJELLERAD:Alt tyder på, at indbyggerne i Fjellerad ved en lynhurtig indsats har held til at forhindre rockergruppen Bad Guys i at slå sig ned i byen. På et borgermøde i aftes blev der givet rigeligt med økonomiske tilsagn, så man om nøvendigt kan købe det hus, rockerne har haft kig på. I alt var der omkring 150 deltagere i borgermødet, og 65-70 personer skrev under på, at de vil bidrage med mellem 2000 og 30.000 kr. til købet af Fjellerad Bygade 48, hvis det skulle blive nødvendigt. Men som landet ligger, kommer det måske slet ikke på tale. Ifølge Ole Nielsen, en af initiativtagerne til borgermødet, er manden bag det eneste købstilbud parat til at forhøje sit bud til en pris, der kan accepteres af bobestyreren. - Jeg føler mig 99 procent sikker på, at den handel går i orden, og så får vi en ny nabo, som vi kan være glade for. Men for alle tilfældes skyld er vi nødt til at have en plan B, så vi kan træde til, hvis noget skulle gå i vasken, sagde Ole Nielsen på borgermødet. Det var i øvrigt ham, der først på ugen observerede gentagne rockerbesøg på ejendommen. Og der var ingen tvivl om indstillingen blandt de fremmødte. De vil gøre, hvad der står i deres magt for at forhindre rockergruppen fra Kongerslev i at skifte adresse til Fjellerad. Eller som det blev formuleret af en af deltagerne, der høstede et af aftenens største bifald: - Jeg er bedøvende ligeglad, om det skal koste 400 eller 600 kroner om måneden for at holde de gutter ude, og jeg vil nærmest hellere se huset forfalde end hegnet ind bag et flere meter højt plankeværk. En anden mente med en hentydning til naziborgen i Nørresundby, at det var billigt sluppet, når man tog i betragtning, at man så slap for at skulle stå og "gale op" (underforstået synge) hver aften flere år i træk.