Et kraftcenter for ungdommen

Christiansgade 10 i Hobro vil emme af liv, når det istandsatte hus tages i brug - formentlig i foråret 2011

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fordums møbelfabrik og cf-kaserne, der seneste har tjent som daghøjskole, trænger til den renovering til 5,5 mio. kroner, der nu sættes i værk. Arkivfoto: Lars Pauli

Et nyt ungdomshus i Hobro er på vej i den næsten 700 kvadratmeter store, hvide bygning i Christiansgade - skulder ved skulder med Søndre Skole og med ryggen mod den stejle skrænt op til villaerne. Som det første af fem udvalgte skridt mod en samlet områdefornyelse af Hobros sydlige centrum skal den oprindelige møbelfabrik fra 1935, der i 50'erne tjente som cf-kaserne, nu gøre det ud for ungdomshus. De fleste bygninger fra kasernens tid er for længst nedrevet. Hovedbygningen derimod vurderes stadig som bevaringsværdig. Kun et mindre anneks op mod skrænten bagved rives ned. Huset vil emme af liv Men selve huset trænger hårdt til den renovering, millionerne nu vil råde bod på. - Vi får ganske enkelt skabt et kraftcenter for unge mennesker - et hus, der vil emme af liv dagligt fra klokken 8 til 22 - og om fredagen til midnat. Men også i weekenderne vil de unge komme i ungdomshuset til pc-marathon og andre arrangementer, forudsiger ungdomsskoleleder Jens Peter Ellefsen og beroliger med, at der vil være voksent personale hele tiden. Ellefsen sidder med som sekretær for den styregruppe, der i samarbejde med en fokusgruppe og en håndfuld arbejdsgrupper med lutter unge, har skabt grundlaget for den beslutning, byrådet traf lige inden jul. Nemlig at sætte gang i områdefornyelsen og lade ungdomshuset komme til først. Kun den formelle godkendelse fra ministeriet mangler. Som bidragyder med en fjerdedel af byggesummen får staten sit at skulle have sagt, men et tilsagn omkring marts vil Jens Peter Ellefsen betragte som en fin afskedsgave for et projekt, han første gang luftede i marts 2007.