Brovst

Et kram er guld værd

Mona Ebdrup var så indigneret over Danmarks behandling af de afviste irakere og asylbørnene, at hun følte, at hun måtte gøre noget. Hun meldte sig derfor som frivillig i Ungdommens Røde Kors og er nu som formand for asylarbejdet i Tranum med til at give børnene på asylcentret oplevelser. I forrige uge arrangerede hun en støttekoncert på Fjerritslev Gymnasium til fordel for børnene.Foto: Michael Bygballe

Mona Ebdrup var så indigneret over Danmarks behandling af de afviste irakere og asylbørnene, at hun følte, at hun måtte gøre noget. Hun meldte sig derfor som frivillig i Ungdommens Røde Kors og er nu som formand for asylarbejdet i Tranum med til at give børnene på asylcentret oplevelser. I forrige uge arrangerede hun en støttekoncert på Fjerritslev Gymnasium til fordel for børnene.Foto: Michael Bygballe

Sagen med de afviste irakere og asylbørnenes barske vilkår havde allerede gjort indtryk, da 19-årige Mona Ebdrup sidste år på Fjerritslev Gymnasium hørte om det asylarbejde, som Ungdommens Røde Kors udfører på Brovst Asylcenter i Tranum. Hun meldte sig derfor øjeblikkelig til at gøre en indsats for børnene på centret. Og det er hun i dag glad for, at hun gjorde. For ikke alene ved hun, at hun er med til at give de sårbare børn lidt kulør på tilværelsen, hun får også selv noget ud af det. - Det er guld værd at blive bekræftet i, at der er brug for en. Og det bliver hun for eksempel, når hun bliver mødt af smil og får et kram. Så glad er hun blevet for arbejdet, at hun i forrige uge stod for en støttekoncert på Fjerritslev Gymnasium til fordel for asylbørnene. - Man kan ikke undgå at blive påvirket af de forhold, som børnene og de unge på asylcentret lever under. Når aktivitetscentret lukker kl. 17, er der intet for dem at lave og slet ikke om vinteren. Jeg vil derfor være utrolig glad for at kunne købe for eksempel nogle spil til dem eller give dem et ophold på Skallerup Klit, lyder det fra gymnasieeleven, der til sin store glæde fik et overskud på 15.100 kr. fra koncerten. Selv om hun til sommer må opgive at hjælpe yderligere på asylcentret i Brovst, fordi hun skal ud at rejse og efterfølgende planlægger at slå sig ned i København, ved hun, at en ting er sikker: Jeg fortsætter med at være frivillig. Det giver så meget, at det vil jeg blive ved at finde tid til. Og så gør det jo ikke noget, at hun en dag kan skrive arbejdet på cv'et. Men det er jeg først senere blevet gjort opmærksom på, understreger hun.