EMNER

Et land uden ledelse

Den forløbne uge har vist, at det politiske system er kørt fast. Ikke den røde regering, ikke de borgerlige, men hele systemet.

I andre, mindre stabile lande havde generalerne for længe siden taget magten, men det har vi jo ikke de store traditioner for. Danskerne flakker rundt uden ledelse - og finder sig i det, fordi som det hedder, at verden i dag er mere kompliceret end tidligere. Det passer ikke. Verden er ikke mere kompliceret, end vi selv gør den til. Dagens problemer skyldes især, at der efterhånden ikke er nogen, som tager ansvaret for eget liv og handlinger. Populært sagt er der ikke nogen, der kan slå en fjært, uden at det offentlige skal indblandes. Hele det politiske landskab handler om regulering af adfærd og såkaldt omfordeling. På almindelig dansk betyder det, at man bruger det meste af tiden på at udtænke smarte løsninger, så man kan berige sig på andres bekostning. Det kaldes velfærd, det kaldes solidaritet, det kaldes omfordeling. Ølse for, ølse bag - det er og bliver tyveri. Måske ikke i juridisk forstand, men i hvert fald moralsk. Helle Thorning burde overveje at stille op til det sønderjyske mesterskab i ringridning. Som metropolit og eurokrat ved hun næppe, hvad denne ædle sport går ud på, men det er da lidt af en bedrift at ride i ring i snart et halvt år - uden resultater. Altså lige bortset fra, at ringen er lagt i graven og regningen tørret af på resten af landet. Det er der sådan set ikke noget nyt i. For hovedstaden er verdensmester i at berige sig på andres bekostning. Hver gang man giver en bevilling til andre steder i landet, ender pengene alligevel i København - med det såkaldte udkantsministerium som et af de mest groteske eksempler. Hvis politikerne virkelig ønsker udvikling i hele landet, deler man simpelthen ministerierne ud med en fire-fem stykker til hver region. Som velfærdsskeptiker burde jeg egentlig glæde mig over, at det ikke i denne omgang lykkedes politikerne at etablere et nyt skatteobjekt i form af trængsel - men trængselsafgiften virkede sympatisk, for den ville nemlig ramme i København, hvor trængslen og det offentlige forbrug er størst. For jeg har da ikke noget imod, at københavnerne får gratis S-tog og bybusser. Jeg har da heller ikke noget imod, at byen har et kulturcenter på hvert eneste gadehjørne, masser af teatre og et velfærdsniveau, der tilskynder enhver fornuftigt tænkende sjæl til at lade være med at tage ansvar for eget liv. Det må de selv om, bare de selv betaler. Og det er jo det, der er problemet. Akkurat som grækerne har københavnerne en massiv uvilje mod at betale festen. Derfor nedlægges arbejdspladser i Jylland på stribe, og derfor er der ikke penge til en tredje limfjordsforbindelse vest om Aalborg, For kan københavnerne ikke klare sig selv, skal vi andre i hvert fald heller ikke have chancen. Hævnen er som bekendt den sødeste af alle følelser. Mens landet således dag for dag mister sin sammenhængskraft, rejser politikerne rundt i verden. Statsministeren er jo også boss i EU og er ude af landet i så mange dage om året, at man kan frygte, at hun snart heller ikke skal betale skat her. Retfærdigvis skal det med, at jeg ikke tror på, at en borgerlig regering kan gøre det bedre. For det er systemet, den er gal med. I gamle dage var man stolt af at have en folketingsmand som nabo. De tider er forbi. Det giver i dag større anseelse at have ligget med Anni Fønsby end at være i Folketinget. Det er et problem, for nyder man ikke anseelse, kan man ikke lede. Danmarks store opgave bliver derfor at få skabt en ny politisk kultur, hvor politikerne igen nyder anseelse og respekt. Det kan kun ske, hvis vi tænker i mindre politiske konstruktioner og flytter fokus fra EU og Folketinget - og ud til folket selv. Det vil aftvinge respekt og agtelse - for med vælgerne i øjenhøjde slipper politikerne ikke af sted med spin og ansvarsforflygtelse. Vi kan jo starte med at skrue kommunalreformerne tilbage og genindføre de gode gamle sogneråd. Vi skal respektere den lokale ret til mangfoldighed og droppe de nationale standarder, så folket selv kan vælge niveauet for offentlig service. Vi skal respektere, at danskerne er forskellige, har forskellige krav til den offentlige service - og faktisk også har en stor vilje til at yde til fællesskabet, hvis man kan se, at det nytter noget. Og det, der er godt i Valby, er ikke nødvendigvis godt i hverken Brovst - eller Bruxelles for den sags skyld. JESPER HANSEN, Øland. Debattør, foredragsholder og fortæller. Har blandt andet arbejdet som tekstforfatter, informationschef i Nuuk Kommune og seniorrådgiver i Arktisk Råd. Ægte nordbo - har boet i Norge, Grønland og Nordjylland. Hjemmeside: www.dovregubben.dk.