Et langt liv med specialundervisning

Poul Rohde kan se tilbage på mange begivenheder

HJØRRING:Han har set mange af den daværende Åndssvageforsorgs skoler indefra. I 30 år, fra 1965 til 1995, arbejdede den tidligere forstander på Specialskolen for Voksne i Hjørring på mange institutioner i Jylland. Efter 17 år som skoleleder i Frederikshavn kom han i 1984 til Elsagerskolen i Hjørring. - Jeg kom herover med den skjulte dagsorden at få børnene ud på en almindelig folkeskole, det tog syv år. Det primære var at få børnene over i en almindelig folkeskole, siger Poul Rohde om dengang børnene på Elsagerskolen i 1991 flyttede over på Muldbjergskolen. Parløb med konen Poul Rohde kommer oprindelig fra København, men det er efterhånden 51 år siden han sidst var tilmeldt folkeregistret i hovedstaden, og han har ingen planer om at flytte tilbage. 70 års fødselsdagen Han og konen Ebba blev uddannede på Skive Seminarium tilbage i 1958, og efter syv år i den almindelige folkeskole, begyndte de begge at arbejde indenfor Åndssvageforsorgen. - Åndssvageforsorgen var dengang en privat organisation med fuld statsstøtte. Senere overtog staten forsorgen, og vi gik over til at være statstjenestemænd, husker han. Poul og Ebba Rohde fulgtes ad lige til 1984. Mens han begyndte som leder af Elsagerskolen, blev hun på Abildgårdskolen i Frederikshavn, hvor man allerede havde fået børnene over i en almindelig folkeskole. Poul og rødderne Selv om det er otte år siden han forlod Specialskolen for Voksne, som Elsagerskolen kom til at hedde, ser han af og til sin gamle arbejdsplads. - Jeg kommer der jævnligt, og jeg kommer også for at høre orkestret, siger Poul Rohde med henvisning til skolens meget aktive og berømmede orkester, Rohdes Rødder, som han selv har lagt navn til. Han vil på ingen måde tage æren for orkestrets musikalske fremskridt. - Min indsats i det orkester har været som administrator. Jeg har skullet sørge for, at de rammer, der skulle være der, var der, siger Poul Rohde og nedtoner dermed sin egen rolle. Noget særligt må han have gjort for Rohdes Rødder, ellers havde de vel ikke udnævnt ham til æresmedlem hele to gange. Aktiv pensionist Poul Rohde har aldrig manglet fritidssysler. Væggene i hjemmet er prydet af billeder, som han har tegnet eller malet, men der bliver længere og længere mellem frembringelserne. - Der kan ikke være mere på væggene, konstaterer han tørt. En del tid går med arbejde på computeren. Ud over at sidde i bestyrelsen for LIUFs petanque- og gymnastikafdelinger, er han også manden, der holder styr på LIUFs hjemmeside på internettet. Lystfiskeriet har han dog måttet lægge på hylden. En hofteoperation sidste år har betydet, at han ikke længere kan tage på de lange ture langs åerne.