Aalborg

et langvarigt forløb

En 19-årig pige fra Brønderslev har i fem år lidt af ekstrem træthed, synsforstyrrelser, høj puls, hårtab, smerter i kraniet, muskelsvækkelse og kraftige underlivsblødninger. For godt et år siden konstaterer en gynækolog, at hun har PCO-syndrom, en hormonforstyrrelse i æggestokkene. Det fastslås samtidig, at det ikke kan være den eneste forklaring på, at hun er så svækket. Endokrinologisk afdeling på Aalborg Sygehus sætter pigen i hormonbehandling. Pigen undersøges af øjenlæger og neurologer for at finde en diagnose, der kan forklare hendes øvrige symptomer, men forgæves. Aalborg Sygehus meddeler derefter, at man betragter pigen som færdigbehandlet. Forældrene presser på for at få pigen undersøgt yderligere. Regionsformand Ulla Astman skriver før jul til familien, at man vil iværksætte et polititilhold, hvis de forsat henvender sig til sygehuset for at få hjælp til pigen. Det fastslås igen, at Aalborg Sygehus ikke har flere behandlingstilbud til patienten. Den melding vil forældrene ikke acceptere. Pigen er derfor i øjeblikket til undersøgelser på Odense Universitetshospital.