Et leben af glade høns og turister

En travl sommer, men Kirsten og Preben Jensen har nok at se til hele året

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kirsten og Preben Jensen ved deres gårdbutik og kunder, der ved, hvor man får friske æg og grønsager

ØSTER HURUP: I udkanten af sommerhuskvarter Nordvang i Øster Hurup finder man et skilt med grønsager og æg. Her ligger Gårdbutikken. Friske usprøjtede grønsager og æg fra økologiske høns har i 20 år været daglig indtægtskilde for Kirsten og Preben Jensen. Kundekredsen Gående, på cykel og i bil kommer der i øjeblikket omkring 200 kunder forbi dagligt. Turister som fastboende køber friske grønsager, inden de efter endnu en dag i feriebyen drager hjem til sommerhuset, campingvognen eller helårsbebyggelsen for at lave æggekage af nylagte æg med helt gule blommer. - Det er de samme mennesker, der kommer igen år efter år, fortæller Kirsten Jensen under en velfortjent pause i arbejdet. - Det har aldrig været nødvendigt at annoncere, for nogen må have snakket om vores kartofler og æg. - I højsæsonen er det næsten ikke til at følge med. Kasserne og køleskabet i skuret bliver fyldt op flere gange om dagen, og vi har meget travlt. . - Vores gårdbutik er kendt som stedet, hvor der hele dagen er friske grønsager og nylagte æg. Og det skal der så være, siger hun stolt og med bestemthed. - I denne tid graver vi kartofler op og gør grønsager klar flere gange om dagen. - Løbende samler vi æg, der skal i køleskab hurtigst muligt. Vi har 600 høns, der skal fodres og desværre vokser ukrudtet alt, alt for hurtigt. Højsæson I sommerperioden er der så meget at lave, at det er lige i overkanten, hvad de kan klare, fortæller Kirsten Jensen og sukker dybt. - Heldigvis er det kun i en begrænset periode. Om tre uger er det hele lidt mindre hektisk, siger hun og sukker igen. Fortvivlet kigger hun rundt i køkkenet: - Og huset roder, så det er en gru. Oprydning og rengøring har vi slet ikke tid til at tage os af. Et liv i Øster Hurup Kirsten Jensen er født i 1948 og opvokset på selv samme gård, hvor hun nu driver Gårdbutikken. En kort periode boede hun i et lille hus i centrum af Øster Hurup, men i 1988 overtog hun gården efter forældrene, der havde lagt grundstenen til butikken. I mange år havde de solgt jordbær fra gården. I dag er det ikke kun jordbær, men alle slags grønsager og æg. Forretningen holder hende og hendes mand Preben Jensen beskæftiget hele året. Selv er Kirsten på 35. år. lærer på Als Skole. Nu dog kun på halvtid. Bedriften Preben Jensen fortæller, at de ud over gårdbutikken med salg af grønsager og æg producerer lidt kødkvæg. De dyrker også korn og græs, der indpakket i plastik sælges til især hesteavlere som wrap-baller. På en af markerne går atten styk ziementaler kødkvæg med kalve, og i indhegningen og i stalden rundt om gården gokker 600 høns lystigt rundt. Preben Jensen fortæller stolt: - Det er økologiske høns, som vi selv har opfostret i foråret. Nu skal de blot have masser af grøntfoder hver dag, så de lægger rigtig mange æg med helt gule æggeblommer. - Til efteråret slagter vi halvdelen, som vi sælger som suppehøns. Næsten økologi Gårdbutikken er registreret og godkendt som gårdbutik, fortæller Preben Jensen. - Det betyder blandt andet, at vi jævnligt sender prøver til kontrol for salmonella. - Og nej!, fortsætter han. - Vi er ikke registreret som økologisk landbrug endnu, men afgrøderne på marken, foderet og dyrkningen af grønsager foregår helt uden sprøjtemidler. Og gødningen er naturligvis fra køerne. Telefonen ringer. Det er en bestilling på wrap-baller. Uroen i køkkenet breder sig, for nu skal familien i gang med dagens videre gøremål. Det er jo midt i højsæsonen.