Medicin

Et levn fra fortiden

Jeg læste med meget stor interesse indlægget (26.9.) om forandringer i behandlingen af medborgere med depression og angst- medmennesker, der ikke kræver indlæggelse.

Det har været utrolig mange år undervejs, men er blevet ved snakken. Det er glædeligt, at psykiatriforeningens formand, Jes Gerlach, regionsformand Bent Hansen, ligesom Merete Lundsteen fra depressionsforeningen ser frem til det med forventning. Ærgerligt, at det er puljepenge, der skal bruges og ikke et afsat beløb på finansloven, så vi kan få en anstændig behandling af den gruppe stadfestet, som en ligeså vigtig og naturlig ting, som alle andre sygdomsbehandlinger. Chared Care-modellen lyder interessant, fordi den er baseret på, at vi som borgere med angst og depression som ”følgesvende” bliver behandlet af kyndige teams, der kan gribe ind og behandle på den mest hensigtsmæssige måde. Det er jo uantageligt, at 50 pct. af dem, der får tilkendt en pension får den grundet angst og depression, som jo netop kan behandles på en måde, så vi, der skal lide under det, kan fungere optimalt på arbejdsmarkedet eller i det mindste fungere og ikke gå rundt som uhelbredelige sygdomstilfælde med fejldiagnoser som f. eks. hypokondere eller skizofreni. Det er jo helt rigtigt set, at vore praktiserende læger generelt set ikke kan behandle et psykisk sygt menneske. Som regel har de heller ikke tiden til det, så der medicineres og fejlmedicineres. Hvad værre er, at vore sagsbehandlere i dag har så stor selvforvaltning, at de kan bestemme om en kontanthjælpsmodtager skal have hjælp eller ej. Om de vil tilsidesætte en læges udsagn, ja endog en psykiaters udsagn, det kan de afgøre. De kan skalte og valte med en kontanthjælpsmodtager som de vil. Der bruges mange ressourcer på profiler af modtagerne af kontant hjælp og syge- dagpenge og der laves handleplaner, men oftest uden af der bliver lyttet til den enkelte borger. Det mekaniske menneskesyn er det der bruges, for det betragtes som effektivt og som nemt at adminstere. Det er blot at hive et skuffecirkulære op og vupti , så ved de hvad de skal med en borger, der har angst og/ eller depression eller det sidste. Sagsbehandlerne er ringere uddannede til at tage stilling til psykiske lidelser end vore læger. At de kan tildeles en så stor magt i forhold til at rådgive og vurdere en borger i en sådan tilstand, det er imponerende. Når vi så ved, hvor besværligt det er at få henvisning til psykolog, og at ventetiden på en psykiater er op til to år, så er det jo da helt forståeligt, at mange får en pension eller vælger at tage sit eget liv. Det vil være humant, og det vil spare mange penge, hvis kompetente mennesker i tide får sat samtaler i værk med mennesker, der får angst og / eller depression. Psykiatrien fungerer som et levn fra fortiden