EMNER

Et lille brum med en stor virkning

Med borgmesterord og start på Hans Egedes Vej trillede Aars' første bybus mandag morgen ud på sin første tur rundt i byen

Borgmester Knud Kristensen holdt en lille tale før, bybussen blev sendt af sted på sin jomfrutur. Foto: Søren Friis

Borgmester Knud Kristensen holdt en lille tale før, bybussen blev sendt af sted på sin jomfrutur. Foto: Søren Friis

Et lille brum med en stor virkning. Sådan var det, da den første bybus i Vesthimmerlands og Aars' historie samlede kræfterne og sendte køretøjets hjul ud i at dreje sig hen over den første meter. Små omdrejninger har bussens hjul allerede foretaget tusindvis af, og de to første store cirkler klarede bussen mandag også uden problemer. - Vi havde 23 passagerer med på første tur og 17 med den anden. Det synes vi er helt fint - det skal nok løbe rundt, fortæller Kim Christensen fra Cimbrer Biler i Aars, der står for driften. Bybus-indvielsen, der foregik på Hans Egedes Vej, kaldte selvfølgelig på både flag og taler, og hvis man kunne lave benzin på pæne ord, behøvede bybussen nok ikke at tanke før ved juletid. - Vi synes stadig, det er et godt projekt. Men det tager selvfølgelig noget tid, før det er kørt helt ind, og folk har opdaget det, siger Kim Christensen tålmodigt. Spor i bybilledet Det bemærkelsesværdige projekt har dog sat sine tydelige mærker på bybilledet i Aars. 14 gule busskilte er sat op, så man både kan se, hvornår bussen kommer og hvor man kan hoppe på den. Mod at betale ti kroner for en billet, altså. Afgange er der indtil videre kun to af dagligt. De går formiddag og middag og beskriver hver især en cirkel gennem byen. Udgangspunktet er de færdselsknuder, hvor mange mennesker færdes. For eksempel parkeringspladsen bag Aars City Center og det nye Kvickly. - De fleste, der var med i dag, var der vist mest for bare at prøve bussen. Men vi regner da med, at der kommer flere handlende med bussen med tiden. Og pensionister, der skal noget et andet sted i byen, gør Kim Christensen op. Han kan sagtens forestille sig, at afgangene bliver udvidet en gang i det nye år. Hvis passagertallet altså ser ud til at kunne bære det. Det skal der køres nogle cirkler for at få afklaret. Privat initiativ Det er en privat borgergruppe med otte foreninger og virksomheder i ryggen, der står bag bybusordningen, som dagligt vil køre fra Aars' udkant og ind til byens centrum. To af initiativtagerne er tidligere kommunaldirektør Keld Jørgensen og formanden for Aars Boligforening, arkitekt Niels Krogh Madsen. Det er som nævnt Cimbrer Biler I/S, der skal stå for buskørslen. Derudover er projektet støttet af Aars Vand, Aars Elforsyning, Aars Fjernvarme, Aars Handelstandsforening, Sparekassen Himmerland, Aars Borgerforening samt Lions Club Aars.