EMNER

Et lille juleeventyr

DEBAT

Der var engang en grim og ualmindeligt bøvet ælling, der havde oplevet den lykke, at vokse op og blive en smuk svane. Ikke nok med, at den havde gennemgået denne behagelige udvikling, den var såmænd også blevet konge i det smukke kongerige, Hjørring. Det er ganske vist. Kongen havde sit hof og sin adel, som bestod af 30 udvalgte mennesker. En gang om måneden samledes de omkring et stort, rundt bord, og diskuterede hvordan Hjørring skulle regeres. De var ofte meget uenige. Men der var én ting, næsten alle sammen kunne blive enige om: de gyselige bondesamfund omkring hovedstaden var et onde, der for enhver pris måtte bekæmpes eller i hvert fald holdes nede, indtil hovedstaden havde vokset sig stor nok til at nå ud i alle landets hjørner. Af alle 31 i hoffet var Kongen den største modstander af bondesamfundene. Han stammede nemlig selv derfra, og mange af de hæslige bønder havde drillet ham, dengang stadig han var en bøvet ælling. Ja, faktisk var der stadigvæk mange, der ikke kunne se hans vidunderlige udvikling, men stadig opfattede ham som en ælling, og ikke en smuk svane. Det var ubærligt for den forfængelige Konge. Kongen og hans hof havde flere gange forsøgt at nedlægge bondesamfundene. Kongen havde fået sin rådgiver til at udarbejde en rapport, der uimodsigeligt beviste, at bønderne ikke avlede børn nok. Derfor var der hverken råd til at uddanne eller passe disse snylterbørn, når nu hovedstadens smukke børn skulle have det ypperste. Derfor lukkede kongen deres skoler. Han fortalte dem igen og igen, at det var "barske løjer", og han var "utroligt ked af det", men sådan var "gamet" jo. Men inden i sig selv grinede han så meget, at der kom to dråber tis ud. Det fortalte han dog aldrig til nogen. Men bønderne var nogle stædige bæster. De sagde "hvis vor Konge ikke vil hjælpe, så gør vi det selv". Og de genåbnede skolerne for deres egne sparreskillinger. De brokkede sig ikke engang over, at Kongen stadig opkrævede skatter fra dem. De betalte deres skat med glæde, og udadtil var alting fryd og gammen. Men kongen var rasende. Hans plan om at avle bønderne ud, havde slået fejl. Det kostede Hjørring dyrt. Det gjorde det vanskeligt at forskønne hans smukke hovedstad, så længe bondesamfundene var der. Kongen skulle bruge mange penge til at opføre sine monumenter. Han havde store planer for hovedstaden. Men snylterne i oplandet bremsede hans visioner. Kongen besluttede sig for at skifte strategi. En af bondesamfundenes store indtægtskilder var handelslivet. Han tænkte, at hvis han opførte et supermarked så stort og fantastisk, at det ville tage et almindeligt menneske flere dage at rejse fra grøntsags-afdelingen til mejeriprodukterne, så ville handelslivet dø i bondesamfundene. Selv turister fra andre lande ville køre langt udenom bondesamfundene og direkte til hans smukke hovedstad med den enorme butik. Han ville endda sørge for at hente turisterne i busser ved færgen, og køre dem direkte til hovedstaden, så ingen turister forvildede sig ind i de rædselsfulde bondesamfund. Han skulle lige klare det af med ministeren først, for der var en lov, der forbød den slags. Men han var jo konge, så han tænkte, at hvis han bare insisterede hårdt nok, så ville den dumme lov blive lavet om. Det var jo en 2-i-ener for kongen. Dels var det et alvorligt nederlag for hans fjender, bønderne, og dels kunne det betragtes som et monument for Kongen. Men også her var bønderne et skridt foran. De vidste, at Kongen ville forsøge at bilde ministeren ind, at alle i kongeriget Hjørring var tilhængere af hans ide. Derfor havde de sendt et brev til ministeren, hvori der stod, at Kongen havde tænkt sig at lyve om den ensidige opbakning. Bøndernes budbringer kom Kongen i forkøbet, og ministeren afslog Kongens anmodning om en audiens. Den smukke Konge var nu så rasende at han var ved at gå ud af sit gode skind. Han havde i hele sin karriere brugt love og bestemmelser som hensigtserklæringer. Noget, han kunne bøje og fordreje, når han skulle have noget gennemført. Og noget, han kunne insistere på blev overholdt, hvis loven talte hans sag. Nu havde bønderne også ødelagt denne vision. En dag skete der så noget ude i et af bondesamfundene, som man kaldte Sindal. Kongen kendte dette område særlig godt, for det var faktisk her, han var vokset op som en bøvet ælling. Nogle af de hæslige bønder havde samlet sig for at diskutere, hvordan deres grimme område kunne blive pænere at se på for de mennesker, som kørte igennem det rædselsfulde område. De havde fået et par repræsentanter fra hoffet til at deltage til mødet, blandt andet en grevinde, som engang havde et stort og smukt slot lige midt i byen. Hun havde dog glemt at vedligeholde slottet i flere årtier. Derfor var slottet nu så forfaldent, at områdets borgere krævede, at hun ragede det ned eller restaurerede det. Grevinden havde følt sig trængt op i en krog af den vrede gruppe bønder, og var kommet til at sige en usandhed: Hun var kommet til at love, at hun nok skulle begynde at bygge ruinen op igen inden for en uge. Det havde hun naturligvis ikke tænkt sig, men det var pinligt for hende at blive konfronteret med sit eget sløseri; specielt fordi hendes egen fraktion i hoffet var dem, der gik forrest i kampen mod landets faldefærdige slotte. Derfor havde hun spist de dumme bønder af med dette løfte, som hun naturligvis ikke agtede at holde. Men det nagede hende, for til mødet var der en journalist, og løftet blev derfor gengivet i landets avis. Da dette kom Kongen for øre blev han frustreret. Han havde forståelse for sin grevindes situation. Bønderne havde manipuleret og presset grevinden til at give et løfte, som der ikke var nogen fornuft i at indfri. Slottet var ganske vist smukt engang, men det lå jo stadig uden for hovedstadens grænser, og derfor tjente det ikke noget formål at reparere det. Da fik Kongen en ide, som skulle vise sig at vende hele udviklingen for ham. "Grevinde Frandsen, Vi har fået en fantastisk ide", udbrød kongen begejstret. "Lad høre, Deres Majestæt", svarede grevinden. "Deres engang så smukke slot er grimt og forfaldent, javist. Men hvordan vil de dumme bønder reagere, hvis jeg opstiller noget, der er endnu grimmere lige ved byens port. Bøndernes simple hjerner kan ikke forholde sig til to grimme ting på én gang. Derfor har jeg besluttet at finde den grimmeste kolos, verden nogensinde har set. Og jeg vil lade det stå som en skamstøtte i hjertet af Sindal, så alle forbipasserende kan se, at de har forvildet sig ud over verdens ende og er havnet i helvedes skærsild". Grevinden blev forført af ideen, men var lidt skeptisk. Fandtes der mon noget, der var så rædselsfuldt at beskue? Men det vidste Kongen, at der gjorde. Et års tid forinden havde et andet bondesamfund i kongeriget krævet, at en 4x4x4 meter kvadrat med tilfældig tekst uden mening, blev fjernet, fordi det fik bønderne til at kaste en lille smule op i deres egen mund, når de gik forbi det. Det var så vederstyggeligt, at det sveg i øjnene på den, som beskuede det. Nogle påstod endda, at den kvadratiske vederstyggelighed kunne forårsage impotens eller ligefrem nyresvigt. Kongen havde bedt sine undersåtter om at imødekomme bøndernes krav og fjerne det. Men han var lige så snedig, som han var smuk, så han havde ikke destrueret det. Han havde tænkt, at det måske kunne blive nyttigt, hvis landet engang skulle komme i krig. Derfor havde han opbevaret det i et stort uigennemsigtig pengeskab i den yderste afkrog af landet, som kun han havde nøglen til. "Men deres majestæt", spurgte grevinden tøvende:" vil bønderne i Sindal ikke bare kræve det fjernet ligesom bønderne i Hirtshals"? "Nej, for denne gang kalder vi det et kunstværk", svarede Kongen, mens han slog en hånlig latter af sig. Og som sagt, så gjort. Kongen annoncerede, at man agtede at opstille et formidabelt kunstværk ved indkørslen til landsbyen Sindal. Det blev bygget op på mindre end en dag. Mange af landsbyens borgere blev meget begejstret og betragtede Kongen gestus som en håndsrækning om fred. Kongen sov roligt om natten, men håbede alligevel på, at der aldrig ville komme et uskyldigt barn forbi kolossen og udbryde: Jamen det der er sgu da bare nogle hvide pandeplader med volapykskrift på. Det skete heldigvis aldrig. Og den dag i dag står kvadraten som den største øjebæ i mands minde og skriger til forbipasserende, at de nu kører direkte mod helvede, og at der her er en forsmag på, hvad der venter den, der fortsætter sin rejse gennem det gyselige landsbysamfund. Og grevinde Frandsens slot. - Ja, det står der endnu, og gør det sandsynligvis indtil den dag, hvor det falder sammen af sig selv. Men ingen lægger mærke til det længere, for alle forbipasserende har ondt i øjnene pga. Kongens kolos. Og Kongen og hans grevinde levede lykkeligt, indtil en november-nat i det herrens år 2013, hvor deres titler og ordener blev flået fra dem i det, man senere kom til at kende som det store landsby-oprør i Hjørring.