Et lille lys i mørket

JUL:Julen falder lykkeligvis på den tid af året, hvor dagene er kortest, og hvor mørket hersker. Af samme grund er julen en lysfest. I julen omgiver vi os på alle ledder og kanter med lys. Alle vegne. Det gør vi, fordi det ellers bli’r alt for mørkt. Og måske føjer den mørke tid sig ydermere til et indre mørke, som også har det med at gribe mennesker i denne tid. Vi mennesker er som udgangspunkt lysvæsener, hvis hverken krop eller sjæl kan undvære lys. Og vores fysik er tilmed så viseligt indrettet, at betingelsen for en ordentlig nats søvn med lukkede øjne i mørke hænger nøje sammen med, at vores øjne har suget dagslyset til sig i rigelige mængder. Dertil vågner hele kroppen stille og fredeligt op, efterhånden som lyset atter indfinder sig, trænger ind gennem de søvndrukne øjne og lyser både sjæl og legeme op. ”Øjet er legemets lys. Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst; men er dit øje mat, er hele dit legeme mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke – hvilket mørke!”, siger Jesus i sin berømte Bjergprædiken. Så selvom øjnene i forhold til resten af kroppens overflade ikke fylder ret meget, så er deres betydning uovertruffen. Deres lidenhed er omvendt proportional i forhold til deres betydning – for både sjælen og kroppen. VORES ALLE SAMMENS eventyrlige digter, H.C. Andersen, fortæller også i sit bevægende eventyr om Snedronningen, at de to ellers bekymringsfrit legende børn, Kay og Gerda, oppe på tagskægget pludseligt får ikke alene deres leg ødelagt, men hele deres (sam) liv, da et lille glaskorn fra djævelens onde troldspejl ryger lige ind i øjet på lille Kay. Og fra da af blev ”alt Stort og Godt, der speilede sig deri, Smaat og Hæsligt, men det Onde og Slette traadte ordentlig frem, og hver Feil ved en Ting blev strax til at bemærke. Den stakkels Kay, han havde også fået et Gran lige ind i Hjertet. Det vilde snart blive ligesom en Iisklump.” Skriver H.C. Andersen forfærdet. Den lille troskyldige Kays legeme og sjæl blev formørket og forbitret. I BIBELEN og navnlig i Johannes-evangeliet skildres de to største magter i menneskelivet ofte som akkurat lys og mørke. De udkæmper en brav kamp. Den gode magt, Gud, er lyset, og den onde magt, djævelen, er mørket. Djævelen hedder også Lucifer, altså lysbringeren, idet djævelen er en falden engel, der er faldet ned fra lysets rige. Hans ondskab er derfor dybt afhængig af og henter på bemærkelsesværdig vis sin magt fra lyset og lysets herre, som er Gud. Det onde ville altså ikke være noget, endsige have magt, hvis ikke det havde det gode. Det gode, lyset, Gud, er det givne og har fortrinnet. Hvorpå så ondskaben, djævelen, mørket, ligesom sætter sig som en parasit og suger energi og livskraft til sig, så det kan udøve sine skjulte gerninger. Guds godhed er i pagt med lyset, ja, er selve lyset, og tåler derfor udmærket godt, at lyset falder på den og lyser den op. Hvorimod djævelens ondskab i sagens natur ikke tåler dagslyset, der afslører hans sande natur. Derfor opererer den onde bedst i mørke. Det giver heller ingen mening at skjule godhed, for det lader sig strengt taget ikke gøre. Ligesom man heller ikke – som Jesus siger: sætter sit lys under en skæppe, men i en lysestage, så det kan lyse for mennesker. Godhed har en mening i sig selv og skal ikke begrundes – i hvert fald ikke ret meget. Hvis man endelig begrunder den, vækker det pludselig en mistanke om, hvorvidt det så er så godt, siden det skal begrundes. Ondskab derimod skal begrundes - for ikke at sige: skal bortforklares. Ofte under dække af at være godt. PÅ SAMME MÅDE med løgn og sandhed, der er den etiske og moralske variant af lyset og mørket. At holde sig til sandheden er altid nemmest. Hvorimod løgnen kræver stor opfindsomhed, fordi den ikke ligger lige for. Gud ske lov falder de fleste mennesker også derfor igennem, når de forsøger at lyve. Før eller siden afslører man sig. Fordi løgnen er unaturlig og strider mod det, der ligger os lige for: nemlig sandheden; at sige det, der er sandt. Julen og dens hellige evangelium er en sammenstød mellem lyset og mørket, mellem de mørke, onde kræfter og de gode, lyse kræfter. Og på dén måde er julens evangelium om det lille lysbarns fødsel i Betlehem også et forvarsel om det endnu større sammenstød mellem lyset og mørket, der indtræffer i Påsken. Sådan som også Grundtvig digter det i en berømt salme: "Påske og Pinse udsprang af jul" (DDS nr.: 403 v. 3). Mon ikke det gælder de fleste mennesker: det menneske sætter størst pris på lyset, som for alvor har følt mørket tage livtag med én. Hvor meget snarere så ikke Kristus, der først kom til verden midt i en mørk tid og lyste verden op, men senere også gik regulært i kødet på mørket og satte en grænse for dets udbredelse og herredømme. Ikke mindst dets herredømme over menneskers sind og sjæl. Den korsfæstede Kristus kendte det dybeste mørke, dels fra hans egen dødskamp og lidelse, dels fra hans besøg i dødsriget og hans egen død og gravlæggelse. Hvor meget mere stråler så ikke opstandelsens lys atter påskemorgen, da Kristus stod sejrrigt op fra graven og satte sin fod på dødens herre og underkastede ham lysets evige magt. Guds magt! Lyset vokser i styrke. Både mens vi bevæger os frem mod foråret og den lyse sommertid med lange, solrige dage. Men også – og ikke mindst - hos Kristus. DET BEGYNDER MED et lille lys, der stråler ud fra den uanseelige kreaturstald lige uden for Betlehem, og som henter noget af sin egen oplysning fra himlen, fra den lysende stjerne på den mørke nattehimmel. Guds himmelske pegefinger, der skal lede selv den mistroiske hen til det, som for denne verdens kloge hoveder umuligt kan være Gud selv. Og netop som mennesker tror Kristus slagen og stedt i det mørkeste mørke, opstår han med Guds kraft og lys, stander - med Jacob Knudsens ord i den berømte salme: ’stille på livets kyst! I Kristus har lyset taget magten, og mørket lever på lånt tid. Mørket gør, hvad det kan, for at gribe ud efter lyset, men forgæves. Lyset lader sig ikke længere fortrænge, men trænger tværtimod mørket tilbage. Det lyste det lille Jesus-barn op, således at der fra ham udgår et stærkt lys. Det lyser små, glade og forventningsfulde barneansigter op (se selv!), der så atter ydermere spreder glæde og lys hos voksne. Det lyser Gud op, så vi ser ham ansigt til ansigt i det lille Jesus-barn, såvel som hos den korsfæstede Kristus. Det lyser alle menneskeansigter op, så vi tydeligere og klarere kan se hinanden og dén kærlighed, hvormed vi usynligt er forbundet i familie, slægt, ven- og naboskab. Det lyset sorgen op, så vi kan genvinde vores livsmod. Det lyser døden og graven op, så vi midt i intetheden får øje på det evige liv. Den lyser op hele juletiden op, så vi kan fejre jul med hinanden i tro, håb og kærlighed. Glædelig jul!