Halkær

Et lille øjeblik i Vegger

Vegger-borgere fotograferes til et tidsbillede af en dansk landsby

VEGGER:Om 100 år er alting glemt. Et godt gammelt ordsprog, som ikke kommer til at gælde for den nuværende generation af Vegger-borgere. Udstyret med fotografiapparat, blok, en god ide og rigelige mængder gå-på-mod er Nana Bom Simonsen og Gitte Skov i gang med et fotografere deres medborgere i storkebyen. Nana Bom Simonsen knipser med kameraet, mens Gitte Skov har påtaget sig at skrive historien om nogle af byens indbyggere. Billeder og ord bliver næste forår til en udstilling om beboerne i landsbyen i Halkær Ådal. - Vi forsøger ikke at lave lokalhistorie. Vi er interesserede i at lave et øjebliksbillede af Vegger, forklarer Gitte Skov. Indenrigsministeriet har vurderet, at ideen er så god, at ministeriet gennem landdistriktspuljen har valgt at støtte projektet med 15.000 kroner. Ideen opstod under en fælles køretur, og i august sidste år tog de to kvinder med ildhu fat på arbejdet. - Jeg troede optimistisk, at jeg kunne tage fem billeder om ugen, og at et års tid ville være nok, siger Nana Bom Simonsen, som er blevet klogere. Familieliv og almindelige behov for pauser til andre projekter trækker projektet lidt længere ud end planlagt. I første omgang sendte Nana Bom Simonsen og Gitte Skov et brev til alle i byen og fortalte dem om projektet. De allerfleste har taget godt imod opfordringen til at blive fotograferet. - Der er nogle få, der stejler, men de fleste er med på ideen, og alle får selvfølgelig lov til at godkende både billede og tekst. Vi skal jo også bo her bagefter, påpeger Nana Bom Simonsen. Udstillingen kommer til at omfatte beboerne i de omkring 150 ejendomme, som ligger inden for Vegger Borgerforenings område. Planen er at fotografere mindst én af beboerne i hvert hus. På lidt længere sigt er målet at bevare et nutidsbillede af en typisk dansk landsby for eftertiden. - På helt kort sigt vil vi gerne give folk i byen mulighed for at få sat ansigt på hinanden, forklarer Gitte Skov, der påpeger: - Det er ikke mere end 15 år siden, at Vegger var en by, der bestod af pensionister. Siden er der kommet mange nye ansigter til. Og de mennesker, der bor inde bag de 150 forskellige døre i Veggers landsbygader, laver nogle gange ting, som ingen kender noget til. - For eksempel ved vi nu, at en af byens ældre mænd i mange år har siddet og lavet modelskibe. Det var der vist ikke mange, der vidste før, forklarer Nana Bom Simonsen, der konstaterer, at opgaven på den måde også er med til at udvide deres egen horisont. Når det hele er slut, vanker der en belønning til de Vegger-borgere, som har deltaget i det historiske øjebliksbillede. Efter udstillingen får de nemlig deres eget billede udleveret.