Et litterært mesterværk

10. september 2002 08:00

ROMAN Klaus Rifbjerg: "Nansen og Johansen" "Et vintereventyr" kalder Rifbjerg i en undertitel sin roman. Det er et behæftet ord med skyldig reverens til baronessen, hvis 60 år gamle "Vintereventyr" omhandler skæbnebegrebet - troen på, at der er en bestemmelse med et menneskes liv, og hvis bestemmelsen opfyldes, bliver den en del af det mønster, der er livets mening. Men mennesket kan vælge frit, og dermed er vi fremme ved temaet for både Blixens "Vintereventyr" og Rifbjergs roman: spillet mellem mennesket og dets skæbne. Hjalmar Johansen er et stræbsomt naturtalent, der kommer let til tingene som barn. Han får et par ski: "Han fik ikke vinger, det var tværtimod noget nedefra, noget der syntes at komme fra sneens og hans eget indre, der drev ham." To begivenheder stigmatiserer ham imidlertid: hans mors død og mødet med Fritjof Nansen. Han lever en privilegeret tilværelse ved militæret, men drømmene driver ham: han vil tilhøre kernen, være midt i noget og en del af det. Og hos Nansen får han chancen - og beskeden om at finde sig selv og sit eget værd: For ham er det vigtigste at komme med, og derfor må han jobmæssigt tage til takke med fyrbødertjansen, som reelt ligger langt under hans kvalifikationer. Han og Nansen er på et område gjort af samme stof. Nansen udtrykker det: "Jeg tror, De er en drømmer, Johansen … som jeg. En drømmer med åbne øjne." Og så udvælger Nansen ham til ene at følge sig på den strabadserende, farefulde færd mod Nordpolen, da "Fram" sidder uhjælpeligt fast i isen. Det bliver en tur med store psykiske svingninger og labile tilstande hos dem begge og et samspil med komplikationer. Johansen føler endnu engang, at han ikke forstår meningen med sit liv: hvad skal det hele blive til - hvilken vej skal han følge? Hvor hører han hjemme? Bestandig har han følt sig fejlanbragt og drømt om noget andet end det, han just nu var i. Aldrig har han levet i nuet, før han på isen får en stærk erotisk oplevelse med Nansen. Men hvad er hans skæbne? Hvor er kontinuiteten i hans tilværelse, som han oplever stadig mere katalogiseret og etapeopdelt uden sammenhænge? Han var jo vant til bare at give sig hen - så lykkedes tingene for ham. Spillet er egentlig altid gået op - og nu? Da han vender tilbage fra polarfærden, får han en ledende militær stilling, og her iværksætter han en hasarderet skydning, som bagefter gør ham bange, og et møde med Nansen i hans hjem giver ham et afgørende skub ud over randen: "Der er en verden uden for os selv", siger humanisten Nansen og tilføjer: "Man skal være noget for andre. Man må tage verden til sig. Man må gøre noget for mennesket." Som brikker i et livsanskuelsesspil står Nansen og Johansen for livet og døden, for bekræftelse og fornægtelse, og forholdet mellem dem bestemmes af hensynet til selvets egenværdi. Her er trangen til isolation sat over for trangen til kontakt, lukkethed over for åbenhed. Læg så hertil Rifbjergs berusende sproglige genialitet - og De vil forstå, at vi her har et af dansk litteraturs mesterværker. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Klaus Rifbjerg: "Nansen og Johansen" 144 sider, 175 kr. Gyldendal Udkommer i dag

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...