Et liv med FBI og plæneklippere

Søren Olesen, formand for Frederikshavn Blindeidræt, kæmper for blindes rettigheder. Og er vild med mekanik

Sø­ren Ole­sen er nu helt blind, men har al­li­ge­vel styr på både værk­tøj, me­ka­nik og mo­to­rer.Foto: Carl Th. Poul­sen

Sø­ren Ole­sen er nu helt blind, men har al­li­ge­vel styr på både værk­tøj, me­ka­nik og mo­to­rer.Foto: Carl Th. Poul­sen

Søren Olesen er formand for Frederikshavn Blindeidræt – eller FBI, som han selv siger med et skævt smil og næsten amerikansk accent. Det har han været gennem det sidste et og et halvt år, og det er en opgave, der er masser af arbejde og tankevirksomhed i. Det er nemlig sådan, at FBI ikke modtager penge af det offentlige, men udelukkende baserer aktiviteterne på private donationer. Og det kan ind imellem være svært, ikke mindst efter at Dansk Blinde Samfunds 22. kreds i Vendsyssel har skåret ned på tilskuddet til kørsel af FBI’s medlemmer. - Det har voldt mange tankekvaler. Der står i Dansk Blinde Samfunds formålsparagraf, at de skal være med til at modvirke ensomhed og isolation. Problemet er, at mange blinde bor alene eller sammen med en anden synshandicappet. Der sidder nogle, som bliver forhindret i at komme ud, siger Søren. Han fortæller, at Danmark er det eneste land i Norden, som ikke har en transportordning for blinde og svagtseende. - Når vi holder klubaften i FBI, er det et problem at transportere medlemmerne. Jeg forstår ikke, at landspolitikkerne ikke forstår, at det er noget møg. Man kan ikke sammenligne vores klub med andre klubber. Udover lokaler har vi brug for specielt idrætsudstyr og transport, og så er der det specielle ved medlemmerne, at de ofte skal overvinde sig selv psykisk for at gå ud. Vi forsøger at drive vores idræt på et fornuftigt sportsligt plan, men har også vægt på det sociale. Der skal være plads til en håndbajer og et stykke blødt brød. Søren slår meget på de sociale betingelser, blinde har. Han ved, hvad han taler om, for han har selv tilbragt det meste af sit liv som synshandicappet – her er hans historie. Læreren mobbede Søren Olesen blev født med et normalt syn. Han startede i folkeskolen i 1978, og der gik ikke mange år, før han fik brug for at komme stadig tættere på tavlen – det blev mere og mere svært at se. - Jeg kom til sundhedsplejerske, og hun kunne måle, at mit syn ikke var, som det skulle være. Jeg kom til øjenlæge på sygehuset i Aalborg og videre til undersøgelse på Blindeinstituttet. Som tiårig fik jeg så at vide, at jeg ville blive blind i løbet af ti år. Det var noget af en melding at få i den alder, og det gav stof til eftertanke, fortæller han. - Som ti-tolv årig havde jeg de frygteligste tanker. Skolepsykologen havde mest travlt med at skulle sende mig på Refnæsskolen – de havde ikke forstået, at jeg havde mest brug for social tryghed og omsorg hos mine forældre. Det kunne sgu ikke hjælpe at sende mig af sted, så jeg sagde nej. Jeg klarede mig heldigvis igennem, selvom jeg de første syv år havde en klasselærer, der ikke forstod mit synshandicap. Den omtalte klasselærer har siden fået en høj stilling indenfor Frederikshavns skolevæsen. Her har hun blandt andet udtalt, at der skal sættes mere fokus på den enkelte elev. - Det glæder mig virkelig, for dengang forstod hun ikke noget. Hun var med til at starte den mobning, jeg oplevede til og med syvende klasse. Jeg kan huske, da vi skulle starte til konfirmationsforberedelse. Jeg brugte blindestok, og om morgenen var det ikke et problem, for jeg kunne jo bare tage af sted en halv time tidligere. Men efter præst skulle vi ned på Munkebakkeskolen, så jeg spurgte hende ”hvad med mig?” Svaret var, at jeg sandelig måtte lære at cykle. Jeg får stadig kuldegysninger, når jeg husker, hvordan de andre elever grinte, fortæller Søren. - I ottende klasse fik jeg derimod to voksne og modne lærere, Henning Holm Knudsen og Mogens Lambæk. De vidste, hvad synshandicap indebærer, så der stoppede drillerierne. Min skoletid var de første år et helvede, men jeg blev hærdet. Der skal meget til at vælte læsset i dag. Hans syn er gennem årene blevet stadig dårligere for i dag at være ikke eksisterende. I 1991 blev det værre og for et par år siden gik det igen et hak nedad. - Jeg kan ligeså godt erkende, at sådan er det, konstaterer han. Brug for frivillige Sørens bitre erfaringer og oplevelser fra de første år som synshandicappet bliver i dag brugt på at være med til at gøre det bedre for de blinde og svagtseende, der er medlem af Frederikshavn Blindeidræt. - Jeg hørte engang en sige, at synssansen udgør 80 procent af det samlede sanseindtryk. Når man mister synet, sker der også noget psykisk. Heldigvis fødes der ikke mange blindfødte børn mere. De fleste blinde er i den ældre del af befolkningen. Blinde har en hulens masse problemer: Prøv engang at tage et bind for øjnene en dags tid – du når ikke til morgenmaden. Det værste er at deltage i et middagsselskab. Man vil jo gerne have, at det ser pænt ud, men det kan være en udfordring, for der falder altid noget ved siden af tallerkenen. Og at hælde vin op er virkelig svært, siger Søren. Idrætten blandt ligesindede er med til, at de synshandicappede får nogle sociale oplevelser. FBI tilbyder i øjeblikket to idrætsgrene – elektronskydning og showdown – og så bliver vinterens store projekt at få tandemcykling lagt ind under FBI. Frivillige hænger ikke på træerne, og FBI har brug for alle dem, der har lyst til at yde en indsats - for der skal sidde en foran, når en svagtseende cykler tandem. Foreningen har dog nogle helt uvurderlige frivillige tilknyttet, som stiller op og hjælper, når der en gang om ugen er klubaften på Abildgårdskolen i Frederikshavn. Uden dem ville det ganske enkelt ikke kunne lade sig gøre. Sørens værksted Vi går ud i garagen, som er Sørens domæne. Han bor hos sine forældre, og det er hans far, der i sin tid lærte ham alt om det, der senere er blevet supplement til førtidspensionen. - I starten af 80’erne var vi til loppemarked, og der stod en gammel plæneklipper. Den fik jeg lov til at få med hjem, og min fatter, som var værkfører på en stor maskinfabrik, lærte mig alt om, hvordan en motor virker. De andre begyndte at køre på knallert, og det var jeg jo forhindret i, for jeg kunne ikke se. Så ved at reparere plæneklippere fik jeg også noget at gøre med tændrør og motorer. Tanken om at være selvstændig har altid tiltalt ham, så i 1991 gik han ned til Told og Skat og blev momsregistreret. - Så startede jeg ligeså stille op og indrettede værksted. Jeg kan ikke leve af det, men jeg kan holde udgifterne hjemme. Værktøj er mere værd for mig end ussel mammon, siger Søren. Masser af frederikshavnere bruger i dag Søren som reparatør af plæneklippere og hækkesakse. Mens vi taler, kommer Palle Sanderhoff forbi. Han skal lige låne en af Sørens hækkesakse. - Den største løn er, at folk lige kigger forbi. Her kommer mange, og det er meget værd for mig. Værkstedet og indkørslen bugner af plæneklippere, der er klar til afhentning. Værkstedet er, som Søren selv siger, godt rodet, men det er lige meget, for han skal bare kunne finde sine ting. Men det er ikke til ”at se”, at det er en blind mand, der huserer i garagen. Søren bevæger sig vant rundt og fortæller Palle, at det er plæneklipper nummer to fra venstre, altså den af de grønne, der står længst til højre, som han skal bruge. Jo, der er fuldstændig styr over både værktøj, mekanik og motorer hos manden, der trods en benhård start på livet som synshandicappet har formået at holde sig selv over vande. Arbejdet for at skabe et socialt netværk for alle de andre ligesindede og tilværelsen som selvstændig og initiativrig, har trods alle odds givet et godt liv.