Musik

Et liv med masser af musik

Børge Svendsen begyndte som 12-årig at spille violin, og det har han gjort lige siden

Børge Svendsen har spillet violin siden han var 12 år. Foto: Kurt Bering

Børge Svendsen har spillet violin siden han var 12 år. Foto: Kurt Bering

BRØNDERSLEV:For Børge Svendsen fra Brønderslev har det været et liv med musik. Søndag 16. september gæster Aalborg Pensionistorkester Brønderslev, og her står Børge Svendsen på dirigentpodiet. Det er Ældre Sagen i Brønderslev, der har skaffet Aalborg Pensionistorkester til Brønderslev. Arrangementet holdes i Den Runde Pavillon i Hedelund Rhododendronpark. Børge Svendsen er for kort tid siden blevet dirigent for Aalborg Pensionistorkester efter Anker Møller. Børge Svendsen begyndte at spille violin som 12-årig. Han modtog undervisning hos den blinde organist Johannes Jørgensen, der senere tog navneforandring til Johannes Enghild. Interessen for at spille violin har Børge Svendsen fra faderen, Christian Svendsen, der også spillede violin. Efter to år gik turen til Aalborg, hvor 14-årige Børge Svendsen blev elev hos den kendte violinpædagog Rolf Kjeldahl. Rolf Kjeldahl var initiativtager til musikkonservatoriet i Aalborg. Her fik unge Børge Svendsen at vide, at havde evnerne, og at han blot skulle rettes til. Som følge af organist Johannes Jørgensen var blind, var der nogle ”unoder”, der skulle rettes op på. Samtidig med, at Børge Svendsen begyndte sine musiktimer i Aalborg, kom han i lære som maler hos malermester Johannes Wraa i Brønderslev. - Jeg skulle således have fri sidst på eftermiddagen i nogle timer, for at deltage i musikundervisning, fortæller Børge Svendsen, der tog toget til Aalborg. Han har spillet i både Aalborg Symfoniorkester og i amatørsymfoniorkestret. Børge Svendsen spillede i flere år til suppe, steg og is. I 1987 blev han medlem af Aalborg Pensionistorkester. - Jeg var dengang fortsat på arbejdsmarkedet, men Anker Møller sagde, at jeg kunne komme med i pensionistorkestret, fortæller Børge Møller. - Jeg holder meget af salonmusik, som pensionistorkestret spiller. I fjor blev Børge Svendsen opfordret til at overtage dirigentrollen efter Anker Møller, der er syg. Aalborg Pensionistorkester har haft et meget travlt år. - Vi har spillet i Tivoli Karolinelund én gang om måneden i år, fortæller han. - Det har været en stor glæde for mange pensionister, der fører tankerne tilbage til Kilden i Aalborg. Medlemmer af Aalborg Pensionistorkester har spillet på Kilden i Aalborg. Der er 24 medlemmer i pensionistorkestret, der 1. november kan fejre 30 år. Der er planer om at ændre navn fra Aalborg Pensionistorkester til Aalborg underholdningsorkester. - Det er jo ikke kun pensionister, vi spiller for, siger Børge Svendsen. Orkestret har det motto ”Vi spiller - derfor tager vi ikke piller”. - Jeg har haft stor glæde af at spille i pensionistorkestret. - Der er et godt sammenhold og et godt kammeratskab. Og der arrangeres en årlig tur. Vi har været i blandt andet Tyskland, Holland og Polen. Børge Svendsen har indtil for et år siden også spillet i Big Band i Brønderslev og Aalborg, men har nu valgt at koncentrere sig om Aalborg Pensionistorkester. I forbindelse med Brønderslevs 75-års byjubilæum i 1996 ledede han det big band, der underholdt. Det er Brønderslev Musikskolens big band, der er tale om. Ved festlige lejligheder i familien griber Børge Svendsen ofte violinen. Han spiller også sammen med sønnen, Flemming Svendsen, Aalborg, der spiller violin. Det lærte han som ung, og Flemming har overtaget Børge Svendsens klaver. - Der er i øvrigt mange i familien, der spiller, siger han. Børge Svendsen spiller også saxofon. Børge Svendsen fortæller, at hans yndlingskomponist er Wolfgang Amadeus Mozart.