Et liv med saks og kam
Møller Thomsen, frisørmester, Solvangsvej 63, Brønderslev, fylder tirsdag 21. februar 80 år.
Møller Thomsen er født på Øster Hjermitslev Enge, hvor han de første år boede med sine forældre og bedsteforældre indtil april 1940, hvorefter de købte en mindre ejendom på Buurholt Mark ves Øster Brønderslev.
Møller Thomsen tjente som ung i 1950-51 på en gård, hvor årslønnen var 1500 kroner.
1. maj 1953 kom Møller Thomsen i lære som frisør hos Robert Jensen. Dengang gik man i skole fire aftener om ugen på Teknisk Skole i Torvegade i Brønderslev, der nu er kulturskole. Tre frisører fra Brønderslev var lærere, og den tone, der var dengang, vil helt sikkert blive påtalt i dag.
Møller Thomsen blev udlært 30. april 1957, og han forsatte som svend hos Robert Jensen, indtil militæret kaldte. Militærtjenesten foregik blandt andet hos Flyvevåbnet i Værløse, men var det sidste år i Aalborg.
28. november 1957 overtog Møller Thomsen en salon i Klim. Prisen på salonen var 4.500 kroner, og årsomsætningen 11.500 kr. En klipning kostede 2,75 kr. Huslejen var 30 kroner om måneden og 15 kroner for et værelse. Her forblev Møller Thomsen frisør i lidt mere end 10 år.
Mens Møller Thomsen boede i Klim, blev han i 1962 gift med Lissi, som han et årstid i forvejen havde truffet i Brønderslev. Lissi blev siden også frisør, og sammen har de til 2009 drevet Deres Frisør i Mejlstedgade og Klippeakademiet i Algade i Brønderslev.
Møller Thomsen havde overtaget salon i Grønnegården. Oprindeligt var Møller Thomsen uddannet herrefrisør, men fik grundet sin meget store faglighed snart damekunder også, og han tog en del kurser i dette på nationalt plan samt i udlandet. Med hans dygtighed blev lokalet på 25 kvadratmeter snart for lille, og de flyttede salonen til Mejlstedgade, hvor de fik dobbelt så meget plads. Efter et halvt år fik de også ansat en frisør, ligesom Lissi begyndte at hjælpe i salonen, og tog derfor også uddannelsen.
Butikken gik godt, og der blev for lidt plads. De flyttede til Bredgade 22, hvor Deres Frisør også er placeret i dag. Her begyndte datteren Anne-Mette i lære i januar 1988, og de nye lokaler blev taget i brug 1. april 1988. Men der skulle stadig arbejdes. Huslejen steg fra 18.000 kr. til 84.500 kr. om året.
Møller Thomsen har altid været en fremsynet mand. Han beholdt lokalerne i Mejlstedgade, hvor han åbnede byens første solcenter. Grundet byfornyelse skulle solcentret flytte, og det passede fint, da pladsen i Mejlstedgade var blevet for trang, så solcentrene, som det blev til, fik mere plads - to i Bredgade og ét i Øster Brønderslev.
Møller Thomsen har gennem sit lange frisørliv vundet et utal af hårkonkurrencer, og var i en lang årrække tilknyttet Club Hair, hvor de trænede mange gange om ugen, og det betalte sig. Pokalerne samler dog i dag støv i kasser. Men kasserne vidner om en meget teknisk dygtig frisør, og han har helt sikket inspireret Anne-Mette og Per Nissen til at være aktive konkurrencefrisører også. De har næsten lige så mange kasser fyldt med pokaler.
Håret var Møller Thomsens store interesse. Men da sønnen Henrik Thomsen blev en meget aktiv håndboldspiller og spillede i bedste række i Danmark, var Møller Thomsen med på sidelinjen, og det gjorde ham til holdleder for 1. divisionsholdet, som det dengang hed. Det er en tid, der har betydet meget for både Lissi og Møller Thomsen, da deres hjem altid var fyldt med spillere og megen aktivitet. Henrik Thomsen spillede ydermere for Frederikshavns divisionshold, og mens han var i shippingbranchen i Aarhus, spillede han for AGF og Vejlby-Risskov på deres 1. divisionshold og senest for Aalborg KFUM.
Men alting har en ende, og da Henrik Thomsen stoppede sin håndboldkarriere, meldte Møller Thomsen sig ind i Brønderslev Golfklub, hvor han stadig har stor fornøjelse af at spille, og han er dygtig og smidig i forhold til alder. Møller Thomsens fortrydelse er, at han ikke startede med golf noget tidligere.
Ydermere blev han medlem af BBKL bowling. Her var han med fra starten, men senere blev til til BK Outsiders.
Møller Thomsen som frisør i 2000 grundet eksem på hænderne. Men efterfølgende havde han stadig en del at se til med regnskaber, solcentre, sommerhuse og fritidsinteresser.
I dag er han en meget aktiv golfspiller. Han kommer dagligt i salonerne, og har stor interesse for, hvad der foregår i privat regi, men også samfundsmæssigt. Man kan ikke se på Møller Thomsen, at han fylder 80 år.
Han bliver fejret sammen med familien.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.