EMNER

Et Løkkeligt år?

Et år er gået, siden Anders Fogh Rasmussens meget synlige plads i Statsministeriet blev overtaget af "lille Lars fra Græsted", som den tidligere finansminister har omtalt sig selv. Siden den dag i april, da Anders Fogh Rasmussen som kulmination på måneders tumult og rygtedannelser forlod landet for at blive generalsekretær for Nato, er noget nær hvert eneste af Lars Løkke Rasmussens skridt blevet gransket og udlagt, og i det mindste noget af kritikken af landets nyeste statsminister - især den vel nok mest irrelevante, der handler om den rent personlige side - siger noget om, hvor svært det godt kan være at stille en lille, gerne hyggekværulerende befolkning tilfreds. På den ene side vendte en del vælgere sig imod "supermennesket" Anders Fogh Rasmussen, som afviste al kritik, og som godt kunne virke fjern og svært tilgængelig. På den anden side synes en del vælgere nu, at det næsten er blevet for jævnt og lige ud ad landevejen med en helt anderledes jordnær og menneskelig Lars Løkke Rasmussen, som til overflod kritiseres for at gøre som tusindvis af danskere, nemlig tage på ferie med familien uden for skolernes fastlagte ferier. I det hele taget befinder "lille Lars fra Græsted" sig som centrum i en moralsk snarere end en politisk strid, hvor sagerne, der diskuteres, bliver stadig mindre i omfang og betydning, i takt med at problemerne hober sig op. Senest er statsministeren nødt til at forklare det rimelige i, at udenrigsminister Lene Espersen (K) har prioriteret privat ferie højere end et møde med sin amerikanske kollega, Hillary Clinton. På den ene side må Lars Løkke Rasmussen agere brandslukker i denne type sager. På den anden side efterlyser kommentatorer, at statsministeren må se at få lagt forsigtigheden af sig, træde i karakter og lægge op til fundamentale forandringer som en vej ud af krisetider - forandringer, som imidlertid ikke kan komme på tale, så snart diskussionen trækker i retning af at kigge på efterlønnen og andre én gang hævdvundne velfærdsrettigheder.

Forsiden