EMNER

Et loppemarked med go i

FLAUENSKJOLD:Loppemarkedet, der skulle sparke gang i oprygningsprojektet på Flauenskjold Kro 5. oktober blev så stor en succes, at det fik bagmændene til at tabe underkæben. Krogruppen havde ifølge næstformand Hans Jørn Dodensig forventet, at der måske ville komme et par stykker trissende forbi ved ti-tiden, da loppemarkedet åbnede, men de blev overraskede. - Der herskede jo Magasintilstande. Der stod 200 mennesker uden for kroen, da vi åbnede loppemarkedet klokken 10.00, og det havde vi slet, slet ikke forventet, siger han. Men åbenbart havde folk en stor interesse i de 30 år gamle ting, for alt af værdi blev støvsuget væk i løbet af få timer. Stegepander med plads til 70 frikadeller, gamle gryder i industristørrelse, køkkenudstyr til at rulle rullestege med og bunkevis af barstole. - Ja, der var endda én, der købte 22 borde. Det gik helt vildt for sig, tilføjer Hans Jørn Dodensig med et grin. Afslutningsvis fortæller han, at loppemarkedet økonomisk blev en særdeles god forretning, uden dog at ville komme det nærmere.