Et lys i øret

Gammel indianermedicin for bedre hørelse

Handicappede 21. oktober 2002 08:00

HJØRRING: På sengen ligger en kvinde på siden. Hun ser ud som om, hun sover. Op fra hendes venstre øre knejser et hult lys med flamme. Går man tæt på lyset, kan man se røgen bølge derinde og forsvinde ned i øregangen. Ved kvindens hovede sidder en anden kvinde. Det er hende, der holder lyset. I baggrunden høres indianske rytmer og i luften hænger en ubestemmelig duft. Beskrivelsen kunne måske fremmane billeder af en tipi med dertil tilhørende medicinkvinde. Men virkeligheden er en ganske dansk landejendom lidt udenfor Hjørring. Her bor Jonna Fals, der er zoneterapeut. For kort tid siden lærte hun behandlingsmetoden med hopi ørelys. Ifølge Jonna Fals kan behandlingen hjælpe mod dårlig hørelse, tinnitus, bihulebetændelse og meget andet. Så vidt hun ved, er hun den eneste i Nordjylland, der tilbyder behandlingen. - Det er skægt, for jeg er egentlig ikke særlig alternativ. Jeg er meget skeptisk overfor de ting. Da jeg hørte om det her, tænkte jeg, at det kan da ikke være så let. Men jeg er kommet på andre tanker. Ørelyset er et rør lavet af bomuld og beklædt med voks tilsat olier og indianske urter. Når det tændes går røgen ned gennem røret og ind i øregangen. Her giver den varme røg en slags massage af øre og trommehinde. Det gør efter sigende, at det skidt, der sidder fast derinde, løsner sig. På grund af en form for skorstenseffekt bliver det løsnede skidt båret op i røret. Her sørger et filter for, at det ikke falder tilbage i øret. Lysene er cirka en centimeter i diameter og omkring 20 centimeter lange, men de skal kun brændes 2/3 ned. På den måde er der sikker afstand mellem flammen og hovedet. Lyden af regn på et telttag I dag er Jonna Fals ved at lave behandlingen på Rigmor Krogh, der er handicaphjælper. - Der er egentlig ikke noget i vejen med mine ører, men jeg syntes, det lød spændende, siger Rigmor Krogh. Hun er spændt, men ikke nervøs for behandlingen. - Jeg ved jo, at Jonna ikke gør noget uoverlagt. For Rigmor Krogh er det en dejlig oplevelse. Hun synes, det lyder som om, hun sidder ved et lejrbål. Det knitrer. - Nu tager jeg lyset ud af dit øre. Jonna Fals hiver forsigtigt lyset ud. - Det et følsomt område, så man skal passe meget på for at undgå beskadigelser. Ved siden af sengen har hun en stor kande vand, som hun slukker det stadigt brændende lys i. Hun lægger det brugte lys fra sig og tager et nyt. Hvert øre skal have en behandling med to lys. Hun sætter det i øret, og det bliver tændt. En stærkere duft breder sig. Dette lys, som Jonna Fals bruger som andet lys, er af en lidt bedre kvalitet. Ved at prøve sig frem har hun fundet ud af, at kombinationen af de to lys er den, hun synes virker bedst. - Nu lyder det ikke som et lejrbål mere, siger Rigmor Krogh. - Det lyder som et vandløb, nej, regnvejr. Regn der drypper på et telttag. Betændelse i øret Det tager 10 til 15 minutter at brænde et lys ned til mærket. Da det andet lys er brændt færdigt, åbner Jonna Fals det. - Så kan vi se hvor meget, der er kommet op. Inde i røret ligger omkring 3 centimeter hvid-gult puds. Ifølge Jonna Fals er det meget forskelligt, hvad og hvor meget folk har i ørerne. - Nogle har noget hvidt kalkagtigt. Andre har noget gult, og så er der nogle, der har noget blod derinde. I sidste uge havde jeg en mand herinde. Da vi åbnede røret, spredte der sig en hel forfærdelig stank. Manden havde haft noget betændelse i øret, der var blevet trukket med ud. Nu er turen kommet til det andet øre. Begge ører skal gennem turen ved behandlingen. Lige da Jonna Fals havde lært det, afprøvede hun behandlingen på sin mand. Men kun på det ene øre. - Bagefter sagde han til mig, at det måtte jeg aldrig mere gøre. Han følte det, som om han havde et blankpoleret rør i det ene øre og en betonklods i det andet. Så nu er reglen, at begge ører skal behandles. Hvor mange gange kunden skal forbi klinikken for at få det bedste ud af behandlingen, kan Jonna Fals ikke sige. - Jeg synes tre til seks gange ville være optimalt, men hvis de synes, det er nok efter en gang, så er det godt. Det andet lys i højre øre er nu brændt ned, men Rigmor Krogh må ikke rejse sig endnu. - Man kan blive lidt svimmel af det, så de skal hvile fem-ti minutter bagefter. Det er så træls at skulle samle nogen op fra gulvet, smiler Jonna Fals. - Man vil jo også gerne beholde beholde den ro, man har. Efter hver behandling er det også vigtigt at drikke masser af vand for at undgå dehydrering. Træt af konens snak Jonna Fals har indtil videre behandlet 36 nordjyder med ørelysene. Hun vil dog kun behandle en til to om dagen. Hver behandling tager en time, og det er hårdt for ryggen at sidde stille i så lang tid og holde lysene. Hun har haft gode erfaringer med de behandlinger, hun har udført. Men hun er ikke en erstatning for lægen. - Jeg synes jo, at folk skal gå til lægen, hvis de har problemer med ørerne. Hvis lægen så ikke kan hjælpe, kan der jo ikke ske noget ved at prøve det her. Nogle kan hjælpes, andre kan ikke. På sengen strækker Rigmor Krogh sig søvnigt. - Jeg har det fint. Behageligt. Men det er jo altid rart at ligge en hel time og slappe af. Som sagt havde Rigmor Krogh ikke de store problemer med ørerne til at begynde med, og hun kan ikke mærke den store forandring. - Jeg skal nok vente, til jeg kommer ud i bilen og hører, hvordan den lyder nu. En som lysene åbenbart hjalp på, er en ældre mand som Jonna Fals behandlede. Den anden dag ringede han til hende for at høre, om hun havde nogle ørepropper. Jonna kunne kun spørge hvorfor. "Jo, svarede manden, nu gider jeg ikke høre på den gamle strigle mere." Det viste sig dog, at opringningen kun skyldtes, at konen også ville have en tur med lysene.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...