Et mandat skiller blokkene i Sverige

Optælling af det foreløbige resultat i tæt svensk valg er nu afsluttet. Et mandat skiller de store blokke.

Der er ikke flere utalte stemmer, som de svenske partier kan sætte sin lid til vil bidrage til et mere tydeligt valgresultat. Efter alle stemmer er talt, viser det foreløbige resultat, at et mandat skiller de to største blokke. Ingen af dem har fået flertal. Foto: Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

Der er ikke flere utalte stemmer, som de svenske partier kan sætte sin lid til vil bidrage til et mere tydeligt valgresultat. Efter alle stemmer er talt, viser det foreløbige resultat, at et mandat skiller de to største blokke. Ingen af dem har fået flertal. Foto: Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

Forskellen mellem de to største blokke i Sverige ender på ét mandat. Det viser den endelige sammentælling af stemmer fra valgdagen, brevstemmer og stemmer afgivet i udlandet.

Nu mangler kun den sidste fintælling, der tidligst ventes afsluttet fredag.

Selv om selve valgresultatet nu er ved at være på plads, står det fortsat uklart, hvilken regering der kan dannes.

Den rød-grønne blok bestående af de to regeringspartier, Socialdemokraterna og Miljöpartiet, samt Vänsterpartiet får 144 mandater.

Et af de sidste mandater har i flere dage ligget på vippen mellem Centerpartiet og Sverigedemokraterna. Mandatet endte hos Centerpartiet, og dermed slutter den borgerlige blok, Alliansen, på i alt 143 mandater.

Sverigedemokraterna, der står uden for de to blokke, er endt på 62 mandater.

Ingen af blokkene ønsker at inddrage Sverigedemokraterna i et grundlag for en regeringsdannelse. Alligevel mener begge blokke, at de uden flertal bør danne regering.

Selv om ingen mandater krydsede blokkene, rykkede de sig internt i blokkene under torsdagens optælling. Et mandat fra Socialdemokraterna skiftede til Miljöpartiet. Liberalerna tog ligeledes et mandat fra Kristdemokraterna.

En række forskellige faktorer har forsinket det foreløbige resultat. På valgnatten kom to valgdistrikter eksempelvis for sent med deres stemmer, og de blev ikke talt med før dagen efter.

Derudover er nogle af stemmerne afgivet af svenskere i udlandet ikke blevet talt op før onsdag og torsdag. Det samme gør sig gældende for de stemmer, der blev afgivet i dagene op til valget.

Efter at alle stemmerne er kommet med, kan valgmyndighederne også slå fast, at valgdeltagelsen er steget. Den lander på 87,1 procent. Det er det højeste siden 1985, hvor 89,9 procent stemte.

/ritzau/TT

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.