Retspleje

Et mareridt uden årsag

Sex-anklager afskar den uskyldige Peter fra hans børn i ni måneder. I dag kæmper han for at få lov til at se dem igen

KØBENHAVN:Forestil dig, at du har et lille barn. Et dejligt, livligt barn, som siden det kom til verden har været en gave for din hverdag. Det bringer lykke i dit liv, når du ser det det lege, grine, jage tissemyrer på fliserne, pjaske med hænderne i strandkanten. Som dagene og årene går, vokser barnet sig nysgerrigt større og større, og du glæder dig til at følge næste trin. Til at se, hvad det finder på at skøre ting i morgen. Men næste dag kommer lyden ved døren ikke fra de små ben, der utålmodigt prøver at skubbe skoene af fødderne. I dag kommer lyder fra en kuvert, der bliver skubbet ind af brevsprækken med beskeden om, at al din tid med barnet bliver stoppet øjeblikkeligt. Du er blevet beskyldt for incest. Du må fra nu af ikke længere se dit barn. Og du ved ikke, hvornår du næsten gang kommer til det. I Peters tilfælde kom anklagen i efteråret 2002. Hans tidligere kone var gået til både sociale myndigheder og politi. Anklagen lød på blufærdighedskrænkelse. Peter skulle gentagne gange have forgrebet sig på sine børn hjemme i sin lejlighed, hvor NORDJYSKE møder ham. Påstanden havde fået statsamtet – den bestemmende myndighed i samværssager – til med det samme at suspendere faderens samvær med sine børn. Men detaljerne i anklagen fik han først at vide af sin advokat, nogle uger efter at brevet var landet på gulvet i entreen og havde sendt chokbølger gennem Peters liv. - Jeg kiggede tomt ud i luften. Jeg blev helt afmægtig. Sagde til mig selv: "Det er løgn. Hun er jo sindssyg. Hun må helt mistet jordforbindelsen", lyder det fra Peter. Kærlighed bliver til had Det var ellers startet så godt, da Peter i 1994 mødte sin kone. Han var midt i trediverne, hun var midt i tyverne. Hovedkulds kastede de sig ud i et lidenskabeligt forhold, som Peter troede var det bedste, han kunne opleve. - Jeg blev vanvittigt forelsket i hende, og hun blev det i mig. Det er først senere, når forventningerne ikke bliver indfriet, at man finder ud af, man har sat den anden op på en piedestal, forklarer Peter, mens han kigger ud af vinduet i køkkenet. Han fortsætter. - Og så begynder det: "hun er også en idiot", og "hvorfor er han ikke sådan og sådan". Den lidenskabelig kærlighed bliver til had, faktisk så stort, at nogen kan finde på at slå hinanden ihjel, som man også ser det i klassikere som Iliaden. Men det her ser jeg først i bagklogskabens klare lys, siger Peter. Efter et par års op- og nedture kommer Peter ud af sit konfliktfyldte forhold med to dejlige døtre. Men skænderierne fortsætter. Moderen modsætter sig uden held, at Peter får børnene hver anden weekend, og et halvt år efter bruddet bliver hun indlagt, fordi hun truer med at begå selvmord. Det hele kulminerer to år efter skilsmissen, da det skæbne-forandrende brev lander i Peters entre. Peter finder ud af, at anklagerne mere præcis går på, at han gentagne gange skal have taget sine små døtre mellem benene i sin lejlighed. Han bliver indkaldt til forhør hos politiet samtidig med sin ældste datter, Julie. De to bliver hele tiden holdt adskilt. Peter får lov at følge afhøringen af sin datter på afstand. Julie får at vide, at hendes mor kigger med på den anden side af det kamera, hun skal udtale sig til. Peters fornemmelse er, at datteren lidt tilbageholdende afleverer de ord, hun havde fået besked på af sin mor. - Det kunne man tydeligt se på Julie på den måde, hun kiggede op på kameraet. Og jeg kender hende. Eller – jeg kendte hende. Jeg ved jo ikke, hvordan hun har det i dag, sukker Peter og tager en lille slurk af den kop te, der efterhånden er blevet kold ved siden af hånden på spisebordet i køkkenet. Peter nægtede sig skyldig, men incest-sigtelsen blev opretholdt i lange ni måneder. Peters ekskone bragte løbende nye påstande om overgreb i spil, som politiet måtte tage stilling til. - Jeg havde det ad H til. Jeg vidste ikke, hvordan børnene havde det, og jeg anede ikke, om politiet tog hendes anklager alvorligt, og pludselig så jeg ikke mine børn mere. Det var forfærdeligt, fortæller han. Renset I august 2003 droppede politiet endelig alle anklager mod ham. Det havde vist sig, at der ikke var beviser for moderens og børnenes påstande. Da anklagerne var faldet til jorden, fortalte Julie til en børnesagkyndig, at hendes far ikke havde taget på hende, som hun havde sagt i sit vidneudsagn. Peter var dermed helt renset. Men det betyder ikke, at Peter i dag har fået lov til at se sine børn normalt igen. - En psykolog mente, at med den lange tid, vi havde været adskilt, mens jeg var sigtet, ville det ikke være godt for børnene pludselig at bo hos mig. På den måde er det lykkedes moderen at holde mig fra at se mine børn, som hun har villet det i lang tid, mener Peter. I dag har Peter ikke haft normal kontakt til sine børn i 23 måneder. Det eneste, der i styrke kan matche savnet af børnene, er forargelsen over, at retssystemet har været med til at holde ham fra at se sine børn, selvom han er uskyldig. - Jeg bliver så gal på hele det system. Hvor mange sker det for? Det er så voldsomme følelser og reaktioner, det sætter i gang. Hvis der er noget, der kan betegnes "psykologisk brændstof", så er det dét her, konstaterer Peter. Vrede og nervøse Peter har haft tid med sine børn to gange med lange mellemrum, siden sigtelsen mod ham blev droppet. Det første møde sidder stadig dybt i ham. Der er en afgrund af forskel mellem, hvordan børnene og faderen havde det sammen inden beskyldningerne, og hvordan de har haft det sammen, når de siden hen har mødtes under overvåget samvær med en psykolog. Der var ikke nogen store smil eller kærlige knus. - En psykolog havde forberedt mig på, at børnene kunne reagere på mange forskellige måder, nu de vidste, at de havde sagt noget, der ikke var sandt. Først var de vrede på mig. De var også nervøse, siger Peter. Efterhånden som snakken skred frem, begyndte børnene dog at få overskud til at tænke på de gode tider, familien havde haft sammen. - Da vi var på sommerferie et par år tidligere, fangede vi fisk. Ida fangede en havørred på to kilo. Forestil dig at være 4 år og fange sådan én – hun var stolt som en pave. Når hun stod med fisken i hænderne, nåede den helt ned til jorden. Ved mødet spurgte hun, "hvordan har min fisk det?", husker Peter. Men siden den oktoberdag sidste år er det kun blevet til et enkelt møde med børnene. - Det andet møde var bedre. Jeg kom tættere på dem og vidste, alt det gamle var fejet af bordet, selvom de stadig er bange for at knytte sig. Jeg havde julegaver med til dem og sagde, at de skulle åbne dem, mens jeg var der, for jeg vidste ikke, hvornår jeg ville se dem igen. Det var klogt, for det er et halvt år siden, siger Peter. Problemer i skolen I stedet må Peter klare sig med at få rapporter hvert halve og hele år fra psykologer og fra skolen. På den måde følger han med i, hvordan hans to døtre klarer sig. - Julie har store problemer i skolen. Hun vil bestemme alting og har svært ved at få kammerater, siger han. Vurderingerne lyder, at den mindste datter, Ida, nok ikke har taget skade af sagen. Peter føler sig med egne ord ikke bitter. Nærmere skuffet – hvis man overhovedet kan skille de to følelser ad, siger han. Han ville ønske, at han kunne have brugt de to år af sit liv på noget andet end at kæmpe mod incest-anklager og at forsøge at få lov til overhovedet at se sine børn. Men det er ikke det værste. - Det værste er, at man har fjernet to børn på 4 og 7 år fra en forælder i to år på grund af noget mellem en mand og en kvinde. Børnene bliver gidsler, og det ødelægger dem, siger han. Han har bedt om, at han selv og familien forbliver anonym i denne artikel, især af hensyn til, hvordan børnene vil blive mødt af omgivelserne. - Jeg ville stille mig op på Rådhuspladsen og på CNN og snakke om det, hvis det kunne forhindre, at det skete for andre. Men det kan jeg ikke af hensyn til børnene. Det her handler jo netop ikke om voksne mennesker, men om børnene, siger Peter. Peter, Julie og Idas rigtige navne er redaktionen bekendt. Oplysningerne i artiklen er dobbelttjekket.