Skagen

Et marked for gode råd til syge

Landsforeningen af Fleks- og Skånejobbere er også på Sindal Marked.

Ole Lundholm, Leif "Luffi" Jacobsen og Per Malmgaard er ikke kræmmere, men giver gode råd til folk, især om sygedagpenge. Foto: Henrik Louis

Ole Lundholm, Leif "Luffi" Jacobsen og Per Malmgaard er ikke kræmmere, men giver gode råd til folk, især om sygedagpenge. Foto: Henrik Louis

På et marked er det ikke kun den manglende tallerken til stellet derhjemme, som kan findes. På årets Sindal Marked er der flere stande, som ikke direkte sælger noget, men i stedet har et budskab eller rummer en organisation. En af dem er standen, som huser Landsforeningen af Skåne- og Fleksjobbere, LAFS, som har en stand, hvor de fortæller om det arbejde, som organisationen udfører. - Vi er her for at informere nye medlemmer om deres rettigheder. Vi rådgiver alle, også ikke medlemmer, siger LAFS' talsmand, Leif "Luffi" Jacobsen fra Skagen. LAFS hjælper især folk, som er kommet galt af sted i sygedagpengesager. - Hvis folk bliver frataget deres sygedagpenge, har vi en bisidderordning, så vi kan hjælpe dem, og kommunerne laver rigtig mange fejl i sygedagpengesagerne, siger Leif "Luffi" Jacobsen. Landsforeningens formand, Ole Lundholm, er også fra Skagen, hvor han i 10 år har haft et fleksjob på skipperskolen. - Vi skal have folk tilbage på arbejdsmarkedet i det omfang de kan arbejde, siger Ole Lundholm. LAFS har 2500 medlemmer på landsplan, heraf 250 i Vendsyssel.