Brovst

Et meget anderledes arbejde

Ledende bibliotekar Susanne Hjorth Hansen (S), Brovst, formand for den socialdemokratiske byrådsgruppe: - Jeg har for længst besluttet at genopstille. Jeg finder arbejdet i kommunalbestyrelsen interessant og givende. Det er spændende at være med til at præge udviklingen og se resultaterne. I perioder er det politiske arbejde hårdt slid, og det meste af fritiden går med det, men når man først er involveret, er det en pris, man er villig til at betale. Det er først og fremmest familie og venner, der forsømmes, men når man har opbakning, når enderne som regel sammen. - Det politiske arbejde i den nye "Jammerbugt Kommune" tror jeg bliver meget anderledes. Politikerne bliver nødt til at tænke i større linier og principper, og ikke så meget i detaljer. Det bliver en stor udfordring at skabe en ny kommune, hvor der er fællesskabsfølelse og sammenhold.