Brovst

- Et minihjem man kommer til

Brovst kommunale ungdomsklub og fritidsklub Krudtuglen er populær

BROVST:Det er svært lige at sætte sin finger på, hvad det er, som gør Krudtuglen så populær. Faktum er dog, at både mange børn fra tredje til sjette klassetrin vil være der fra klokken 11.30 til 16.30, når Krudtuglen er fritidsklub og de ældre børn fra syvende klasse og op kan lide at komme der, når Krudtuglen bliver til en ungdomsklub om aftenen fra klokken 18.30. - Stedet er deres hule. Lokalerne er ikke super duper, men det er et minihjem, man kan komme til. Jeg tror, at det er det, fortæller lederen Susanne Falk og tilføjer, at der naturligvis er regler i Krudtuglen, om end de er få. 44 børn kommer i fritidsklubben og i ungdomsklubben er tallet på få år fordoblet, så der nu er 150 medlemmer. Susanne Falk gætter på, at der i løbet af en ugen er en gennemgang på 500 børn i Krudtuglen. Mere ansvar for tingene - Jeg tror, at det er blevet populært at gå i fritidsklubben, fordi det er et fristed for børnene og de føler, at de bliver større ved at tage springet fra SFO. Her er ikke så mange regler og de har mere ansvar for tingene, forklarer Susanne Falk. - De kan komme, som de er. Om de er glade eller kede af det. Der er voksne til stede, som vil dem noget, tilføjer hun. Der er også en række tilbud til børnene. De kan eksempelvis komme en tur i gymnastiksalen, lave smykker, sy, male og spille computer. Det er dog kun tilladt at spille i en time per dag på almindelige dage. Når der er computerfræs, kan de blive ved i fire timer. Venteliste til klub I ungdomsklubben er der også en række aktiviteter henover sæsonen for børnene. Eksempelvis pigeweekender, julefrokost, musical, overnatning og scorekurser, hvor børnene blandt andet kan lære om kropssprog. Susanne Falk tror, at det er næsten det samme, som tiltrække de ældre børn. - Det er et sted, hvor de kan være.Samtidig kan de også være i nærkontakt med voksne, hvis de vil det, forklarer hun. Der er venteliste til fritidsklubben. For børn, som står nederst på ventelisten, kan ventetiden blive op til et år. Lige nu er der cirka ti, som har ventet siden sommerferien og 20 er allerede skrevet op til efter sommerferien. Ungdomsklubben er der ikke venteliste til og det koster 100 kroner for en sæson.