Et minuts stilhed

KØBENHAVN:Dansk Socialrådgiverforening og HK Kommunal opfordrer landets jobcentre til at holde et minuts stilhed i dag kl. 12 i respekt for den 58-årige socialrådgiver Birthe Christiansen, der onsdag morgen blev stukket ihjel foran sit arbejde på jobcentret i Holstebro. - Vi er dybt rystede over denne forfærdelige sag, som fik den værst tænkelige udgang for en respekteret og vellidt medarbejder. Samtlige medarbejdere på landets jobcentre er dybt rørte over denne tragiske begivenhed, lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Socialrådgiverforenings formand, Bettina Post, og Christian Grønnemark, formand for HK Kommunals Beskæftigelsesudvalg. /ritzau/