Et minuts støj mod terror
Europæiske spillesteder står sammen og opfordrer alle spillesteder til at lave voldsom støj i et minut klokken 22 fredag aften

Sådan så der ud ved Bataclan i dagene efter terroren. Nu støjes der overalt i Europa for ofrene på spillestedet. Foto: Scanpix Scanpix Denmark
EUROPA:Flere nordjyske spillesteder, heriblandt Studenterhuset, Skråen og Tusindfryd - alle i Aalborg - er med, når der fredag aften klokken 22 kaldes til et minuts støj til ære for ofrene på Paris spillestedet La Bataclan, deres familier, livemusikken, friheden og de danske spillesteders franske kollegaer.
- Vi støtter protesten, men vi ved ikke lige, hvordan det kommer til at foregå. Initiativet er nyt, og vi har orkestret Blaue Bluhme på scenen, så vi skal have aftalt med dem, hvordan vi lige laver støj i det minut, fortæller Studenterhusets leder Lars Hellerup.
Det er organisationen Dansk Live, en paraplyorgansiation for spillesteder rundt om i Danmark, der opfordrer til den støjende protest, nøjagtig en uge efter terroren på det franske spillested Bataclan i Paris hvor over 100 mennesker omkom i jihadisters blodrus.
Alle Dansk Live’s 100 medlemmer – spillesteder og festivaler – støtter initiativet, og mange deltager i selve markeringen.
Initiativet tages af den europæiske organisation Live DMA, som via sine 10 nationale og regionale livearrangør organisationer er netværk for mere end 1000 spillesteder og festivaler i Europa.
- Livemusikken lever på tusindvis af steder, i projekter og i levende organisationer. Den danner rum for kunst, uddannelse, glæde, musik og mennesker, der lever i frihed. De fleste af disse mødesteder er skabt nedefra af kulturer fra hele verden, og der er tusindvis af tilgange til livets udfoldelse, som strømmer ud fra netop livemusikkens rum, lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Live.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.