Et modent gummifjæs

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

mødet med livsstilsguruen Terrence Bundly (Terence Stamp) vender op og ned på Carl's lukkede nej-verden og gør ham til en spontan ja-siger.

FILM "Yes man" # # # # ¤ ¤ Der er sket en del for Jim Carreys gummifjæs, siden det indtog lærredet med film som "Ace Ventura" og "The mask". For det første har ejeren prøvet kræfter med mere alvorlige film som "Evigt solskin i et pletfrit sind" og "Number 23". Især sidstnævnte med stor succes. Men i takt med, at Carrey er blevet ældre, er grimasserne i komedierne også blevet modereret en hel del. Uden at det på nogen måde svækker skuespillerens evne til at fremkalde latter. Det er instruktøren bag "The Break-up" og "Bring it on", der står bag filmen. Tre komedier der ligger forholdsvist langt fra hinanden. Men humoren formår som i de tidligere film at lægge sig et godt stykke under plathedsniveauet. Som i "Bruce den almægtige" sker der pludselig fantastiske ting med en mand, der er kørt godt og grundigt surt i livets trummerum. Denne gang er det fantastiske bare forårsaget af hovedpersonen selv. Carl (Carrey) arbejder på femte år i den samme bank uden udsigt til forfremmelse. Hans kone er skredet, og manden har derfor i tre år valgt at takke nej til al socialt samvær af frygt for at blive såret. Utroligt nok forsøger vennen Peter (Bradley Cooper) stadig at få ham med, indtil Carl dropper hans forlovelsesfest. Den dystre profeti fra Peter om at Carl kommer til at dø i ensomhed, får ham til at tage tyren ved hornet, melde sig til et livsstilsseminar og sige ja tak til livet. Bogstaveligt talt sige ja hver gang chancen byder sig. Pludselig opdager han, at gode ting sker så som ny kærlighed og bedre job, men det skræmmer ham samtidig fra nogensinde at sige nej til noget. Og det bringer ham selvfølgelig i nogle vanvittige og vanvittig sjove situationer. Ofte uforudsigelige og ret meget tænkt ud af boksen, hvilket gør at der ikke er langt mellem grinene. Carreys morsomme og langlemmede mimik (hvis man altså er til det) udgør sammen med Carls genopdagede sarkastiske og kvikke humor et godt supplement til de veldrejede scener. Som når Carl med sin nye kæreste er taget på hønseslagteri-rundtur i Lincoln som resultat af den nye spontanitet, og han pludselig besvimer under beretningen om hønseslagtningsteknik. På minussiden kommer vi desværre ikke uden om det forudsigelige vendepunkt, selv om det sker sent i filmen, da kæresten Allison finder ud af, at Carl kun siger ja til hende, fordi han skal (selv om han ofte også har lyst.) Vi slipper desværre heller ikke for den amerikanske smørplade om, at du er din egen lykkes smed, hvor guruen indrømmer at det hele er humbug. Der findes ingen pagt. Kun en mand der skal tjene penge og ikke vil tabe ansigt over for sine disciple, da han møder den genstridige Carl. Men det fylder ikke ret meget i filmen og bliver endda overstået på en sjov måde uden al for meget pladderføleri. Carrey-fans vil i hvert fald ikke blive skuffede. Og folk der ikke er så pjattet med gummimanden vil måske endda også kunne nyde den. Af Pia Fjorback pia.fjorback@nordjyske.dk "Yes man" USA, 2008. Instr.: Peyton Reed. 1 time, 44 minutter. Tilladt fra 11 år. Danmarkspremiere første juledag.