Et navn ikke et led i voksnes identitetsproblem

BØRN:Jeg har lige siddet og læst artiklen i dagens avis (28.12.) med overskriften: "Børn får både mors og fars navn", og kan ikke lade være med at gøre mig nogle tanker. Jeg synes at det er helt fint som, præst og medlem af etisk råd, Kathrine Lilleør, bemærker, at det er et tegn på at kvinder ikke længere er en handelsvare og ikke blot opsluges af mandens slægt når hun bliver gift, hvis hun "forlanger" sit slægtsnavn givet videre til kommende slægter. På den anden side mener jeg også, at forældre har en rolle sammen. Nemlig at vælge barnets navn - og til nytte og gavn for barnet. I samme artikel nævnes et barn, der får begge forældres navn, og kommer til at hedde det kønne navn Marie-Louise Stenbæk Jeppesen. Forestil jer, at lille kønne Marie-Louise en dag møder en dejlig fyr, der f.eks. hedder Jens-Peter Agerbo Reinholdt Alexandersen Westh, og disse to en dag får et lille pigebarn, der så ifølge disse regler skal/bør bære navnet: "søde" - Stenbæk Jeppesen Agerbo Reinholt Alexandersen Westh. Jo, det er da overkommeligt, men hvad så, når "søde" møder en kær mand, der hedder "stærk" Lilleør-Lerche Nielsen Pedersen? Skal deres kommende lille-nor så til efternavn hedde: Stenbæk Jeppesen Agerbo Reinholt Alexandersen Westh Lilleør-Lerche Nielsen Pedersen eller måske omvendt? Hvor sødt det end er, at kvinder har ligeret og er ligeværdige, så bør forældre være opgaven voksen og give deres fælles barn et navn, der viser, at barnet er det vigtigste, og ikke et led i de voksnes identitetsproblemer. Tænk også lige på den underskrift, disse kommende unge skal til at lære! I ærefuld respekt for Danmarks quinder!