Et navneskift ændrede hans liv

Selius Thobias Nickolai Andersen, Ø. Doense, fik med sine nye navn frigjort energi, så han i kan kan heale andre mennesker

Ø. DOENSE:Før 22. august 2002 hed han Ib Brandt Andersen. Nu er Ib og Brandt skiftet ud med Selius og Thobias og Nickolai, og selv om dette navneskifte umiddelbart ikke synes at skulle få den store betydning, så ændrede det alligevel tilværelsen ikke kun for ham selv, men også for andre mennesker. Den 54-årige specialarbejder fra Ø. Doense er nemlig ikke selv et øjeblik i tvivl om, at de nye navne frigav den energi og de evner, han måske altid har haft, men som har været blokeret. Det er den energi og de evner, der gør, at han i dag, siger han, kan heale mennesker og hjælpe dem af med såvel fysiske som psykiske dårligdomme. Så mens han tidligere i sit liv har brugt en meget stor del af sin fritid og af sin energi som fodboldtræner i adskillige klubber i Himmerland og som ungdomsleder gennem mange år i Idrætsforeningen Jarl Arden, er det nu hans nye liv som healer, der optager ham, når han ikke er på arbejde på Danogips i Hobro. - Det er godt nok to meget forskellige tilværelser, men begge dele har jo med mennesker at gøre, siger den tidligere fodboldtræner Ib Brandt Andersen og den nuværende healer Selius Thobias Nickolai Andersen. Det alternative og det, der for en del mennesker synes at være overnaturligt og uforståeligt, har optaget ham mere og mere de senere år. Han har deltaget i flere kurser i Silva-metoden, der er en form for mental træning, og drømmetydning er han også begyndt at interessere sig for. Desuden har han i en halv snes år udnyttet sine specielle evner for at finde frem til, hvor jordstråler er i et hus. Blot han får navnet på en person, kan han med hjælp af et lille pendul af træ fastslå, hvor personen bør undgå at opholde sig i længere tid, fordi et krydsfelt af jordstråler skaber ubehag. Og det har ikke mindst betydning for, hvor en seng absolut ikke bør placeres. Men det var et besøg i fjor hos en numerolog, der - som han selv siger - gav ham mulighed for at hjælpe - eller heale om man vil - andre mennesker. - Numerologen var ikke et øjeblik i tvivl om, at navnene Ib og Brandt for mit vedkommende blokerede min energi og skabte ubalance. Hun fandt frem til en række andre navne, som ville fjerne denne blokering, og af dem valgte jeg så Selius Thobias Nickolai. Datoen for navneskiftet var også vigtigt. Det skulle være den 22. august 2002, og det blev det så, fortæller Ib Brandt Andersen, der fra da af tog de tre nye navne til sig. Allerede nogle måneder forinden mærkede han de første tegn på, at en ændring var på vej. Til et møde i Hobro mærkede han varmen og energien strømme op i sig. Forklaringen er, mener han selv, at beslutningen om at skifte navn allerede var truffet. Det var en mærkelig oplevelse, og jeg husker det, som var det sket i går, siger han. Siden navneskiftet er han blevet et helt andet menneske. Hvor han før godt kunne være, indrømmer han gerne, noget stejl og en gang imellem opfarende, skal der meget til i dag for at bringe ham ud af balance. - Bente kan såmænd sparke mig, uden at jeg farer op, smiler han. Bente, det er hans hustru, og hun kan bekræfte, at der er sket store forandringer. - Jo, det har krævet lidt tilvænning, siger hun, der stadig hedder Bente og ikke har planer om at følge sin mands eksempel. - Men jeg tror på, at han og øvrige healere kan noget, som andre ikke kan, siger hun og tilføjer, at både hun selv og en datter har haft gavn af at blive healet. Ikke af deres ægtefælle og far, men af en anden healer. Og når andre, der måske er mere skeptiske, overvinder deres mistro og beder Selius om at fjerne hovedpine eller andre smerter, må de efterfølgende konstatere, at han med sine varme hænder fjerner smerterne. Det er, forklarer han, en kombination af samtaler og trykken med hænderne på hoved, bryst, mellemgulv, mave samt knæ og fødder, der kan hjælpe andre mennesker af med negative energier. - Populært sagt, så kan jeg fjerne noget af det dårlige og erstatte det med noget godt og dermed genoprette balancen i et menneske. Det er vigtigt, at de føler sig trygge, og at det er en proces, de skal igennem. Det er ikke gjort med et snuptag, siger healeren fra Ø. Doense. Han er godt klar over, at mange - også i hans bekendtskabskreds og blandt hans familie - har lidt svært ved at forstå, hvad der er sket med den gamle Ib Brandt - endsige forstå hans nye liv som healer. Men det kerer han sig ikke om. - Det vigtigste for mig er, at jeg kan udnytte mine evner til at hjælpe andre mennesker. Og det ved jeg, at jeg kan. Jeg har stadig forbindelse med mange af dem, som jeg tidligere har hjulpet. Og de fortæller alle, at de har fået det meget bedre. Det er bevis nok, siger Selius Thobias Nickolai og stikker en seddel frem med telefonnummer på et par af dem. - De kan bekræfte, hvad jeg siger, tilføjer han. Og det vil 34-årige Pia Schröder, der bor i Grindsted ved Billund, hellere end gerne. Hun er mor til tre og lider af nedsat nyrefunktion, og bare det at få hverdagen til at fungere tapper hende for alle kræfter. - Men efter at have været behandlet af Selius er der blevet løsnet op for mange ting, og jeg har fået overskud i tilværelsen. Jeg har det meget bedre i dag, og jeg er ikke i tvivl om, at det er hans fortjeneste, siger hun. Pia Schröder har været til behandling en gang i Ø. Doense, og en gang har healeren været hjemme hos hende i Grindsted. Den store afstand gør, at behandlingerne nu foregår pr. telefon, om end de ikke er så effektive som den personlige behandling. En gang om ugen taler de sammen i telefonen. Om healingen også har hjulpet på hendes sygdom, kan hun ikke sige. Men min tilstand er i hvert fald ikke blevet forværret, og hvordan situationen ville have været, hvis jeg ikke havde fået behandlingerne, er ikke til at afgøre, siger Pia Schröder. Hun kom i kontakt med manden med de varme hænder via lederen på et Silva-kursus. Og der gennem mund til mund metoden, folk med behov for hjælp kommer i forbindelse med manden fra Ø. Doense, der ikke hedder Ib Brandt Andersen, men Selius Thobias Nickolai Andersen.