EMNER

Et nej kaster os ud i det uvisse

27.4. skriver Junibevægelsens talskvinde Hanne Dahl, at et nej til forfatningstraktaten er et ja til "en ny begyndelse", hvor et helt nyt EU kan skabes.

Det lyder umiddelbart tiltrækkende, men hvem skal være samarbejdspartnere i opbygningen af et sådan andet EU? Hvis man ser på EU-modstanden i Europa-parlamentet, kommer den primært fra den yderste venstrefløj og mere eller mindre reformerede kommunistpartier samt fra partier på den nationalistiske højrefløj, som Junibevægelsen samarbejder med. Det drejer sig bl.a. om Den Polske Familieliga, et antisemitisk, yderligtgående katolsk parti, der er modstandere af abort og homoseksuelles rettigheder, The UK Independence Party, hvis frontfigur i Europa-Parlamentsvalget i 2004, Robert Kilroy-Silk, omtalte arabere som selvmordsbombere og legemsdelsamputører og græske LAOS, der har så højreorienterede og antisemitiske holdninger, at selv Dansk Folkeparti nedlagde veto imod, at de kom med i DF's parlamentsgruppe. Jens-Peter Bonde har udtalt, at partierne kun er forenet på baggrund af deres unionsmodstand, og derfor går han ikke op i, hvad hans gruppefæller mener om andre emner. Men den holder ikke, for holdningen til andre emner er afgørende, hvis man som Junibevægelsen vil have en "ny begyndelse". Så er det ikke længere nok bare at kritisere, så bliver man også nødt til at være konstruktiv og tage medansvar. Hvilket fælles politisk projekt har nationalistiske højreorienterede og ekstreme venstreorienterede grupperinger nogensinde formulere i fællesskab? Junibevægelsens "ny begyndelse" ligner et luftkastel. Det EU, vi har i dag, er opbygget gennem kompromis på kompromis mellem 25 europæiske lande og de dominerende politiske strømninger fra centrum-venstre til centrum-højre. Som alle kompromiser er det ikke perfekt, og EU samarbejdet har fejl og mangler. Men det ændrer ikke ved, at Unionen er efterkrigstidens mest succesrige internationale samarbejde, der har medvirket til at skabe fred, demokrati og velstand i Europa. Med Forfatningstraktaten tages der en række skridt i den rigtige retning set med danske briller. Samarbejdet gøres mere effektivt, så vi også efter udvidelsen kan håndtere Europas store udfordringer, så som grænseoverskridende miljøproblemer, international terrorisme, og sikringen af de europæiske velfærdsstater i en globaliseret verden. Demokratiet styrkes gennem øget indflydelse til de folkevalgte i de nationale parlamenter og i Europa-parlamentet. Og der sker en gennemgribende forenkling af EU's traktatgrundlag, så det nu bliver nemmere for almindelige borgere at få indblik i, hvad EU kan og ikke kan. Valget 27. september er enkelt. Ved at sige ja sikrer vi, at EU-samarbejdet, som vi kender det i dag, kan fortsætte i en forbedret udgave. Ved at sige nej kaster man sig ud i det uvisse. Junibevægelsen håber, at nej'et kan bruges til at opbygge et nyt og bedre europæisk samarbejde. Men det er gas. At tro på at Europas EU-modstandere på den (post)kommunistiske venstrefløj og den nationalistiske højrefløj, sammen kan formulere et bedre europæisk projekt, er et luftkastel. Jeg vælger det sikre.