Et nyt fedt tilbud til fjordens teenagere

13-18 årige, der vejer for meget, kan deltage gratis i nyt projekt under Mariagerfjord Kommune

Koordinator Henriette Bjerrum forventer 10-12 deltagere i nyt teenageprojekt. ARKIVFOTO

Koordinator Henriette Bjerrum forventer 10-12 deltagere i nyt teenageprojekt. ARKIVFOTO

MARIAGERFJORD:Samtaler med andre unge, der også slås med overvægtsproblemer, kommer til at spille en vigtig rolle i den nye teenagegruppe, som projekt Trivsel og Trav i Mariagerfjord Kommune opretter. Gruppen kaldes ”Teenagegruppen - Et Fedt Tilbud”. Den er for 13-18-årige drenge og piger, der vejer for meget. - Det kan være rart at tale med andre unge, der har de samme problemer. Samtalerne kan handle om de unges forhold til mobning - eller om, hvilke barrierer de har for at dyrke motion i en idrætsforening, siger Bjarke Andreasen. Han er idrætsuddannet, og sammen med Lasse Holst, der er psykolog, står han for undervisningen i teenagegruppen. Gruppen mødes i Mariager Ungdomsskoles lokaler, første gang tirsdag 12. september fra kl. 15 til 17. Og selvfølgelig skal det hele ikke gå op i snak. Der kommer til at foregå en masse forskellige aktiviteter, afstemt efter, hvad deltagerne har lyst til. Der lokkes med sejlads, vandski, roning og klatring. Tilbuddet er rettet mod unge i de fire fjordkommuner. Brochuren om ”Et Fedt Tilbud” kan fås hos studievejledere på ungdomsuddannelserne, sundhedsplejerskerne og PPR. I Hobro Kommune har man et tilsvarende tilbud, men rettet mod børn i alderen fra syv til 12 år. Det er Projekt Tarzan, der kører på tredje år i regi af Sund By. I sidste sæson var 16 børn med. De motionerende, lærte om sund kost og havde det sjovt sammen. Tarzan er programsat til at begynde i næste uge, hvor der er planlagt samtaler med interesserede børn og deres forældre. Foreløbig har kun et barn tilmeldt sig. Sundhedskoordinator Pia Ravnsbæk Bjærge, Sund By i Hobro, tror det skyldes, at folk har haft andet at tænke på i sommerferien. Hun håber, det lykkes at samle et hold.