Naturkatastrofe

To nye jordskælv rammer populær indonesisk turistø

Fire dage efter et ødelæggende jordskælv i Indonesien er øen Sumba blevet ramt af to jordskælv i træk.

Mens den indonesiske ø Sumba tirsdag morgen lokal tid er blevet ramt af to jordskælv, hvor der ikke er meldinger om tilskadekomne, er 34 studerende fundet døde på øen Sulawesi efter fredagens voldsomme jordskælv. Foto: Mohd Rasfan/Ritzau Scanpix

Mens den indonesiske ø Sumba tirsdag morgen lokal tid er blevet ramt af to jordskælv, hvor der ikke er meldinger om tilskadekomne, er 34 studerende fundet døde på øen Sulawesi efter fredagens voldsomme jordskælv. Foto: Mohd Rasfan/Ritzau Scanpix

To jordskælv har tirsdag morgen lokal tid ramt den indonesiske ø Sumba med 15 minutters mellemrum.

Det oplyser Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS).

Et moderat kraftigt jordskælv med en styrke på 5,9 ramte klokken lidt i syv tirsdag morgen cirka 40 kilometer fra Sumba.

Blot et kvarter senere fulgte et stærkere jordskælv med en styrke på 6,0, der ramte det samme område.

Der er ingen umiddelbare meldinger om ødelæggelser eller omkomne, som følge af de to jordskælv. Ligeså er der umiddelbart efter jordskælvene ingen meldinger om tsunamivarsler.

Der bor omkring 750.000 personer på Sumba, som også er en populær turistdestination.

- Vi følte fire rystelser. Folk gik i panik, da det første jordskælv skete, siger Defis Rinaldi, der arbejder på Padadita Beach Hotel på Sumba, hvor gæsterne løb panikslagne ud af bygningen.

- Det varede kun nogle få sekunder, og det geologiske institut har ikke udsendt nogen advarsler, så alt er tilbage til det normale nu, fortsætter han.

Jordskælvene kommer blot fire dage efter et voldsomt jordskælv i Indonesien, hvor tusindvis frygtes omkommet.

Det kraftige jordskælv med en styrke på 7,5 ramte den indonesiske ø Sulawesi, der ligger omkring 1600 kilometer fra Sumba.

Jordskælvet udløste en tsunami, der siges at have nået en højde på op til seks meter nogle steder, skriver nyhedsbureauet AP.

Dødstallet var natten til tirsdag lokal tid oppe på 844 bekræftede ofre, men det frygtes, at dødstallet stiger, når redningsarbejdere når frem til fjerntliggende områder, der har været afskåret på grund af katastrofen.

Tirsdag morgen lokal tid er 34 studerende desuden fundet døde i ruinerne af en kirke. Derudover er 52 studerende fra den samme gruppe fortsat meldt savnede.

De studerende var på bibelskole i nærheden af byen Palu, hovedbyen på Sulawesi, hvor fredagens jordskælv ramte hårdest.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst