Et ordentligt menneske

Ni år med Himmerlandsbanken er slut for advokaten, der vandt sagen for småsparerne

USA 29. september 2002 08:00

Heldigvis blev der kun taget brystbilleder af advokat Henrik Calum Nielsen den dag, sagen om Himmerlandsbankens krak fik pressefolk fra nær og fjern til at flokkes omkring landsretten i Viborg. For han havde glemt at brætte buksebenene på sit noble jakkesæt ned igen, efter at have haft dem nede i gummistøvlerne på morgenenturen med hunden. Men ellers var billedet i NORDJYSKE så pænt, at advokatens kone, der også er hans kollega, erklærede, at ham kunne hun da godt forelske sig i. Og der er ikke ret meget skidt at sige om personen, hverken professionelt eller privat. Man skal ikke være sammen med ham ret længe for at konstatere, at han er et ordentligt menneske. Den nydelige fremtoning og det tæt klippede hår signalerer seriøs erhvervsadvokat, men de opbrættede bukseben røber, at der er et menneske bag facaden. Et menneske, der lod sig fange også professionelt af banksagen, da han på et møde i skifteretten, hvor han repræsenterede en af sine mere typiske erhvervsklienter, mødte nogle af de almindelige bankkunder, som var blevet lokket til at købe bankobligationer i deres lokale pengeinstitut under falske forudsætninger. - Man falder jo i snak med folk, og allerede dengang lød det for mig, som om der var ugler i mosen. Og inden jeg fik set mig om, var jeg hyret til at føre deres sag, forklarer Henrik Calum Nielsen, der i dag, ni år senere, regner med, at der er sat endeligt punktum i sagen. - Jeg tror ikke på, at sagen vil blive forsøgt anket til Højesteret, og jeg tror heller ikke, at der vil blive givet tredjeinstansbevilling, selvom modparten søger, siger han. At sagen, der har fyldt meget i ni år, nu er slut, betyder dog ikke, at der opstår et tomrum i advokatens liv, hverken på jobbet eller i fritiden. Men måske bliver der lidt mere tid til at gå på jagt. - Jeg er blevet trukket med på jagt lige fra jeg kunne gå, fortæller Henrik Calum Nielsen, der dog lod geværet ligge i de unge år. Som ganske ung jæger kom han til at anskyde et stykke råvildt og det gjorde så voldsomt et indtryk, at han den dag i dag ikke skyder råvildt, men nøjes med ænder, fasaner, skovduer og lignende småvildt. Bytte, som han selv må gøre klar til de hjemlige gryder. For hustruen Lone vil ikke. At retfærdigheden har sejret i sagen om Himmerlandsbanken kommer ikke som en overraskelse for den 44-årige advokat. Han mener generelt, at det danske retssystem fungerer glimrende, og at der ikke afsiges ret mange forkerte domme her i landet. Heller ikke selvom der er den skævhed, at jo bedre man har råd, jo mere tid kan ens advokat bruge på sagen, og des større chance har man for at vinde i retten. - Juraen kan man ikke gøre ret meget ved. Der, hvor den dygtige advokat kan gøre en indsats, er ved at klarlægge de faktiske omstændigheder for dommeren, understreger Calum, der har studeret ved University of San Diego i Californien og i det hele taget beskæftiger sig en del med internationale sager. En niche, som han fik øje på allerede i studietiden, og som har vist sin berettigelse. I dag er langt flere advokater beskæftiget med internationale forhold end dengang, Henrik Calum Nielsen startede i Aalborg i 1983. Veteranbiler i fritiden Vi møder ham på kontoret i Hasseris ved Aalborg, hvor han som partner er med til at føre faderen, Børge Nielsens advokatfirma videre. På parkeringspladsen bagved holder en firehjulstrækker - en praktisk bil, når man har en hundehvalp - gl. dansk hønsehund - på fire måneder, en datter på seks og et landsted med 120 tønder land ved Limfjorden. Men ellers kører Calum ofte - i sommerhalvåret vel at mærke - i en af sine veteranbiler. Yndlingsmærkerne er Bentley og Jaguar, og for tiden har han fire-fem stykker. Han opkøber dem i udlandet og sætter dem selv i stand - for det er rigtig rart med noget praktisk arbejde i fritiden. - Når man har siddet her på kontoret og læst hele dagen, har man ikke lyst til så meget som at se på et stykke papir, når man kommer hjem. Ofte når jeg ikke engang at læse avisen, siger Henrik Calum Nielsen, der i stedet nyder at komme ud i det fri og enten mekanikke på bilerne, gå på jagt eller tage en sejltur på fjorden. - Det er dejligt at frembringe fysiske resultater med sine hænder. Det at sidde på kontoret og udrede noget er en god nok indsats, men resultaterne er som regel ikke så synlige, påpeger advokaten, der egentlig gerne ville have været tømrer. Men - hjulpet lidt på vej af sin far - erkendte, at han nok var så meget til tal og bøger, at han alligevel ville ende på et kontor. Og så kunne han ligeså godt starte dér. Faderen, der nu har trukket sig tilbage fra den daglige advokatvirksomhed, er særdeles nærværende som sparringspartner. - Vi taler sammen hver dag, når jeg kører turen fra Hals til Aalborg, fortæller Henrik Calum Nielsen. Menneskelig respons Sagen om Himmerlandsbanken udmærker sig, set med advokatens øjne, ved den stærke, menneskelige respons. Den får man normalt ikke meget af, når det drejer sig om tung erhvervsjura. Om en erhvervsleder har en million kroner på spil i virksomheden betyder ikke det samme, som når almindelige bankkunder risikerer hele deres opsparing. Rent principielt mener han, at vi allesammen har ret til at kræve en vis redelighed i erhvervslivet. Og, som han siger: - Det var ikke mit indtryk, at Himmerlandsbanken havde levet op til den standard - og det er der så også faldet dom for. Fagligt har sagen om Himmerlandsbankens krak ikke været atypisk - men det har den i forhold til klienterne. Det har været berigende, erkender han. Han har lært i USA, at advokatens vigtigste rolle er at undersøge, hvordan tingene hænger sammen. Dagen før dette interview har han f.eks. tilbragt på Lokalhistorisk Arkiv med at klarlægge en ejendoms historie gennem et par hundrede år, og i en anden sag kørte han landet tyndt på jagt efter erhvervslejemål, der kunne sammenlignes med det, sagen drejede sig om. - Det er selvfølgelig dyrt at have mig til at køre rundt på en måde - men mine undersøgelser var en af de ting der gjorde, at jeg vandt sagen for min klient. Arbejdsmetoden er ikke karakteristisk for danske advokater. Alt for ofte er der kun tid til at lytte til, hvad klienten siger, og så fremføre det i retten. Det er simpelthen et spørgsmål om at have råd til at lade advokaten forberede sig så grundigt som muligt. Normalt er det ikke det, vi forbinder med det danske retssystem - at retfærdighed koster penge. Det er noget vi kender fra amerikanske film og tv-serier. Men sådan er det også her, trods regler om fri proces og retshjælp. Og der er nok ikke så meget at gøre ved det. - Dem, der har råd, har nogle flere muligheder end dem, der ikke har. Det er det svært at gøre noget ved, mener Henrik Calum Nielsen. I sagen om Himmerlandsbaken har han talt med et utal af vidner og gravet sig dybt ned i gamle sager. Kort sagt har han ageret som detektiv, og det er hårdt og langvarigt arbejde. Men det er det, man vinder sagerne på. Og så på den grundige forberedelse. Så man aldrig i retten stiller sin klient et spørgsmål, som man ikke kender svaret på.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...