Et overflødighedshorn af udsigt

Hadsunds nye kontorhus, Jacob Møllers Gaard, fejrede i går sig selv med reception

Hadsund 21. september 2002 08:00

HADSUND: Beboerne i kontorhuset Jacob Møllers Gaard markerede i går, at drømmen om et fælleskab var gået i opfyldelse. Det sket med en i øvrigt velbesøgt reception med hvad dertil hører - blandt andet et overflødighedshorn fyldt med vindruer. Men det var nu især udsigten over Mariager Fjord og Hadsund, der betog gæsterne - og såmænd også værterne. Ideen til kontorhuset blev i 1999 fostret af Vibeke Juul-Nielsen og Anette Tindborg, der havde hver deres hjemmearbejdsplads, hvor de blandt andet udførte arbejde for hinanden. De præsenterede idéen for erhvervschef Per Husted og var rundt for at se på lokaler. Anette Tindborg fortalte entreprenør Per Andersen om planerne, og så begyndte der at ske noget. Han vidste, at den daværende restauration "Road House" var til salg, og så gik det slag i slag, indtil huset havde fået et par etager mere og i sommer var klar til indflytning. I går var tiden så kommet til at fejre den. - Det er faktisk blevet bedre, end jeg havde drømt om, siger Anette Tindborg og lader udsigten fortælle videre, indtil hun glæder sig over, "at det kan lade sig gøre, bare man har viljen". - Det har også været en stor udfordring at få det til at fungere med så mange mennesker, siger hun og fortæller om ufattelig mange møder og udvalg, husregler og kanter, der har skullet slibes af. Vibeke Juul-Nielsen fortæller en enslydende historie, peger på udsigten og spørger: - Hvordan kan man være andet end tilpas?. Det bedste er dog, fortæller hun, at tre år med hjemmearbejdsplads er blevet afløst af, at hun nu igen tager af sted på arbejde. - Jeg har fået mit liv derhjemme tilbage. Det er det bedste, siger Vibeke Juul-Nielsen. Udover de tos virksomheder, et oversættelsesbureau og et konsulentfirma, rummer huset erhvervskontoret, Arbejdsformidlingen, HK, et IT-firma og to revisionskontorer. Derudover er der skrevet lejekontrakt på endnu et kontor og reserveret et andet, sådan at der ifølge erhvervschefens hovedregning er udlejet 86 procent huset, der har kostet seks millioner kroner. Dem har kontorhuset været nødt til at finde af alternative kanaler i forhold til de gængse finansieringskilder til erhvervsbyggeri. De ønskede nemlig ikke at være med, da de angiveligt fandt projektet for småt og i øvrigt stillede krav om tegning af huslejekontrakter for 10 år. - Målgruppen for vort projekt er ikke i stand til at opfylde sådanne krav, derfor var vi nødt til at finde alternativ finansiering, hedder det fra kontorhuset, der dog ikke har været for alternative. Der er nemlig tale om 10 lokale investorer, der har købt aktier á kr. 100.000 stykket, hvorefter Service Sparekassen og Nykredit stod parat med den sidste halve million kroner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...