Et plaster på såret

Aalborg-firma skal være rådgivende på Musikkens Hus - efter skuffelse over vandkulturland, der er sparet væk

Aalborg 26. september 2002 08:00

AALBORG: Der er Vivaldis "De fire årstider" som pausemusik, når man ringer til Carl Bro Gruppens afdeling i Aalborg. Passende nok, for Carl Bro, Aalborg, vandt konkurrencen om at skulle være bygherrerådgiver for Nordjyllands kommende Musikkens Hus, som skal ligge i Aalborg. Men man kunne også spille galop af Lumbye, for der var champagne (og kransekage) til de ansatte, da sejren var i hus. Der var fem med i konkurrencen, og det blev vurderet, at Bros tilbud var "det økonomisk mest fordelagtige". Og da det på forhånd var bestemt, men ikke offentliggjort hvad det indbringer firmaet, er der altså ikke billigste tilbud, der er valgt, men det firma, som bygherrene mente ville give mest for pengene. I det kommende forløb skal firmaet være med ved bordet, når det skal afgøres, hvilket arkitektfirma der skal løbe med sejren, og derefter holde øje med, hvordan byggeriet spænder an, teknisk og økonomisk. Carl Bro Gruppens chef i Aalborg, divisionschef Erling Mikkelsen har ikke noget imod, hvis man kalder musikhus-opgaven for "et plaster på såret". For Aalborg-afdelingen blev også valgt som rådgivende ingeniørfirma til opførelsen af vandkulturhuset i Aalborg. Et andet millionbyggeri, som netop er sparet væk i forbindelse med byrådets budgetbehandlinger. - Det er ikke, fordi vi drak gravøl i dén forbindelse, men det var en noget kedelig oplevelse. Det gjorde ondt. Erling Mikkelsen antyder, at det måske kunne have kostet arbejdspladser i Aalborg-afdelingen, hvis musikhuset ikke var kommet i hus. - Det er i hvert fald en opmuntring, siger han. De andre fire i konkurrencen var det københavnske Erik K. Jørgensen Rådgivende Ingeniører, NIRAS Rådgivende Ingeniører, som også har en afdeling i Aalborg, Bascon, som hører hjemme i Århus og Gentofte, og Emcon, Charlottenlund. Konkurrencen blev afgjort af bygherrerne, dvs. Fonden Musikkens Hus i Nordjylland, Aalborg Universitet og Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...