Et point til AaB

Esbjerg AaB 2-1 Ishockey, Mellemspil B Af Søren Pedersen soeren.pedersen@nordjyske.dk ESBJERG: Ronny Larsen havde på forhånd spået, at Esbjerg på udebane var den sværeste kamp at starte med, og det holdt stik. Men AaB kom da i gang i mellemspillet med et enkelt point mod vestjyderne, som man ellers har slået tre af fire gange i sæsonen. I det femte opgør måtte der for første gang forlænget spilletid til, inden Esbjerg kunne tage det ekstra point, som sender dem to foran AaB i kampen om syvendepladsen. AaB havde ellers chancen for at vinde i den ordinære kamp, hvor holdet vandt skudstatistikken solidt. Midt i anden periode kom holdet da også foran ved Rasmus Olsen. Målet faldt som følge af et større pres fra gæsterne, som havde rent skydetelt mod Esbjerg-målet i minutterne op til Olsens scoring. Men desværre for gæsterne blev 0-1 målet ikke startskuddet til flere. To udvisninger indenfor kort tid til henholdsvis Burke Henry og Magnus Hedlund sendte hjemmeholdet tilbage i kampen, og under sidstnævntes afsoning lykkedes det Esbjerg at udligne kort før anden periodes udløb. Tredje periode blev lidt af en stillingskrig, og derfor måtte der altså forlængelse til, inden D'Arcy McConvey kunne trække sig tilbage med to point. Dermed øgede han Esbjergs forspring ned til Frederikshavn White Hawks til fire af point. AaB har med det ene point et forspring på to, inden mellemspillets første lokalbrag i morgen i Aalborg, hvor der burde være garanti for både spænding og dramatik. KAMPFAKTA: Periodecifre: 0-0,1-1,0-0, 1-0. Mål: 0-1 Rasmus Olsen (31.25), 1-1 D'Arcy McConvey (38.53), 2-1 D'Arcy McConvey Udvisninger: Esbjerg 3 x to minutter, AaB 4 x to minutter Tilskuere: 1.077