Lokalpolitik

Et politisk borgermøde

Det var ikke helt almindelige borgere, der tog ordet

JETSMARK:Der var en rimelig stor lyst til at stille spørgsmål, komme med bemærkninger og andre kommentarer på borgermødet. Men det var i høj grad personer med tilknytning til det politiske liv, der stillede sig op. Berthel Holland Sørensen fra De Konservative var flittigst til at rejse sig fra sin stol og kom med flere indlæg i løbet af aftenen. - Jeg vil gerne høre om Flemming Jansen har fuldmagt til at deltage i de kaffemøder, som han jo er til. Desuden er jeg skuffet over, hvorfor de andre byrådspolitikere ikke ytrer sig i denne sag. Har de fået mundkurc på, lød det fra Berthel Holland Sørensen, der ligeledes markerede sig om skolelukninger, tilslutningsafgifter og antallet af skatteudskrivningsled. Lis Jensen, tidligere europaparlamentariker for Folkebevægelsen mod EU, var også oppe at markere sine synspunkter et par gange eller tre. - Jeg er glad for, at vi har det her borgermøde. For jeg synes faktisk, at det er temmelig vigtigt, at borgerne bliver inddraget i kommunesammenlægningen, som ikke er kommet op fra bunden. Det er ikke i Brugsen eller på fodboldbanerne, at den diskussion er startet. Jeg synes, at det går for stærkt, og jeg savner, at I byrådspolitikere siger til Folketinget, at vi skal have tid til at diskutere. Iøvrigt frygter jeg, at formålet med sammenlægningen er, at der skal spares på det offentlige budget. Og formålet med at decentraliseringen bliver stærkere ved at gøre enhederne større, tror jeg ikke på, fortalte Lis Jensen med stor iver. En af de få, der tog ordet, der ikke umiddelbart har med det politiske liv at gøre, var efterlønneren Poul Iversen. - Vi kan nok ikke komme udenom, at der skal være en kommunalreform, men jeg vil ikke have Brønderslev med. Det vil være skidt for vores industri. Så vil alt blive flyttet derud. Og der er jo ingen tvivl om, at hvis Brønderslev får magten, så får vi ingen skole i Moseby. Eller Ingstrup og V.Hjermitslev for den sags skyld, mente Poul Iversen.