Et politisk signal

EMNER 24. september 2002 08:00

VRENSTED: - Det er fint at pædagoger og pædagogmedhjælpere markerer, at de er utilfredse med nedskæringerne. Det er vi andre også. Men umiddelbart handler det mere om at sende et politisk signal end om reelle problemer i forbindelse med nedskæringer. Det mener formand for forældrebestyrelsen i Ane Maries Hus i Vrensted, Lars Høj, i en kommentar til gårsdagens faglige møde blandt pædagoger og medhjælpere i de kommunale institutioner. - Det er helt i orden, at pædagogerne har valgt at holde fagligt møde om nedskæringerne i Kommunen. For det er da irriterende, at vi i forvejen er dårligt normeret og bliver skåret yderligere ned. - Men jeg synes ikke, besparelserne er så voldsomme - det er relativt få besparelser. Det er lidt begrænset, hvor mange penge, man kan spare ved at lukke institutionerne to uger i sommeferien. Men til gengæld får personalet frigjort ressourcer, som kan bruges senere på året, og det kan måske opveje de timemæssige nednormeringer, mener Lars Høj. - For mig at se er det faglige møde et politisk signal. Og alle udvalg har jo holdt for i sparerunden, tilføjer han. Han understreger, at han som forældrerepræsentant ikke er tilfreds med nednormeringerne. - Hvis vi er lavt normeret i forvejen, er der al mulig grund til at trække i den anden retning - det må være sund logik. Også, fordi Løkken-Vrå Kommune ikke har verdens bedste skattegrundlag og måske har vanskeligt ved at tiltrække nye tilflyttere. Og det hjælper ikke at prale med lave normeringer på børnepasningsområdet. Det kan ikke få nye til at flytte til - det er tværtimod noget af det, nye tilflyttere ser meget på. At den lave normering betyder billig børnepasning, mener Lars Høj ikke tæller på plussiden. - Jeg tror hellere, at folk vil betale en lille smule mere for at få deres børn passset ordentligt, end de vil spare 300 kroner. Der er masser af mennesker, der gerne vil betale ekstra for kvalitet. Så det er ikke de få håndører, der flytter noget i den sammenhæng, tilføjer han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...