Et problem mindre i verden

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det går strygende med at lægge pap på listere for Pelle Larsen og hans far Jørgen Larsen - takket være Pelles opfindelse.

Et lille skridt for menneskeheden, men et stort skridt for tagdækkerne. Det er en opfindelse, der er et forholdsvis begrænset publikum til, Pelle Larsen fra Hornum ved Aars, netop sendt på markedet. Men det gør bestemt ikke glæden mindre. Det er den første opfindelse, som han har fået patent på, og som er kommet så langt, at den nu kan købes - omend i specialbutikker. - Det har været alle pengene værd, siger han med et grin - og med adresse til, at foreløbig er der løbet flere penge ud af kassen end ind i kassen i forbindelse med projektet. Det er en opfindelse af den type, hvor man siger: Selvfølgelig, sådan skal det gøres, når man ser den første gang. Men for at forstå, hvorfor den er så smart, er det nødvendigt med et lynkursus i at tække tag med tagpap. Her i Danmark har vi den skik, at sætte trekantede lister på et tagpaptag. Det bryder den ellers mørke overflade og ser godt ud. Men det er besværligt at få tagpappet til at hænge fast på den trekantede liste. Det er rent håndarbejde, hvor det varme tagpappet mases og klappes på plads med håndkraft. Og det slider hårdt på hænderne, men også på handskerne, som der sagtens kan ryge ti par af på en god dag. Det prøvede Pelle Larsen på egen hånd, da han på et tidspunkt arbejdede som tagdækker. - Måske er det fordi jeg er lidt doven, men jeg kom til at tænke på, at det måtte kunne gøres nemmere, fortæller han. Det er seks-syv år siden, han begyndte at udvikle en prototype, der kunne overflødigøre håndarbejdet. Han har en kammerat med eget smedeværksted og Pelle Larsens ideer blev så omsat til forskellige stykker værktøj, som han tog med på arbejde for at teste. - Min far sagde godtnok, at det ikke kunne lade sig gøre, men jeg blev stædig, fortæller han. Pelle Larsens far er tagdækker og arbejder for H.E. Byg i Skalborg. Udviklingen af værktøjet lå stille i nogle år, hvor Pelle Larsen havde andet arbejdet, men dag han for nogle år siden vendte tilbage til tagdækkeriet, så tog han fat igen. Og det lykkedes. Han fik sit værktøj til at fungere, så godt at selv hans far i dag kun har rosende ord tilovers for det. - Vi bruger den hele tiden, og den fungerer siger Jørgen Larsen, der i dag er familiens eneste tagdækker. Pelle Larsen selv har forladt faget igen og arbejder i dag på natholdet hos Dansk Stål i Hobro. - Vi sparer en masse handsker, og samtidig laver vi et pænt stykke arbejde. Værktøjet lægger samme tryk på hele tiden, så det ser bedre ud, når vi er færdige, fortsætter Jørgen Larsen. Næste opgave for Pelle Larsen er at gøre sit værktøj kendt i tagdækkerkredse. Selvom ideen er god, så skal der et stykke opsøgende arbejde til, før værktøjet kommer med i bilen som en naturlig del af tagdækkernes udrustning. Værktøjet til tagdækkere er ikke Pelle Larsens første opfindelse, omend det er den første der er kommet så langt. Han er typen, der når han støder på et eller andet problem, begynder at tænke på, hvordan det kan løses på en smart måde. De meget populære poselukkere havde han f.eks. allerede opfundet, da han så dem i butikkerne. Han var bare aldrig kommet videre med ideen. - Jeg har fyldt flere A4 blokke med tegninger og skitser, fortæller han. - Jeg kan vågne midt om natten med ideen til, hvordan man kunne gøre. Pelle Larsen har ikke adgang til et værksted - han bor i lejlighed i Hornum - men han har en kammerat, som stiller udstyr og ekspertise til rådighed, når ideerne skal afprøves i virkeligheden. Drømmen er på et tidspunkt at flytte til et lille hus på landet - med et stort værksted - så han får plads til at gøre endnu flere af sine ideer til virkelighed.