Et requiem

Inger Christensen.

Inger Christensen.

BØGER Inger Christensen: "Sommerfugledalen - et requiem" # # # # # # I den tyske avis "Die Zeit" hedder det i nekrologen over Inger Christensen, at "Sommerfugledalen", som netop er udkommet i tredje udgave på Gyldendal, blev berømmet som et europæisk mesterværk. Det hedder også, at hendes digte ofte fulgte matematiske eller musisk-kompositoriske systemer i sin digtning, og at hun blev regnet blandt de eksperimenterende forfattere, men på trods heraf vandt hun sig en meget bred læserskare. "Sommerfugledalen" er således en sonetkrans med alle de krav, der hører til såvel den enkelte sonet som værket i sin helhed. Den klassiske italienske sonet består af fjorten linjer fordelt på to kvartetter og to terzetter, hvilket vil sige henholdsvis to strofer á fire linjer og to strofer á tre linjer. En sonetkrans består af femten digte. Første digts første linje er den samme som 14. digts sidste linje, mens resten af digtene følger således på hinanden, at det forudgående digts sidstelinje, bliver første linje i næste digt. F.eks. slutter det første digt sådan: "Jeg ser dem med in slørede fornuft som lette fjer i varmedisens dyne i Brajinodalens middagshede luft." Det vil sige, at andet digt starter med "I Brajinodalens middagshede luft," og sådan kædes hver sonet sammen med den næste, indtil fjortende digt, hvis sidste linje som sagt udgør første digts første linje. Så langt så godt. Der er endnu ikke tale om en sonetkrans, men blot 14 sonetter. For at kransen skal blive fuldkommen, skal den afsluttes af en mestersonet, som består af alle de forudgående 14 førstelinjer. Det gør Christensen så unævneligt smukt! Sammen med "Det" fra 1969 er "Sommerfugledalen", som udkom første gang i 1991, Inger Christensens lyriske hovedværk, men den betegner også afslutningen på forfatterskabet. Efter 1991 er kun essaysamlingen "Hemmelighedstilstanden" (fra 2000), der kredser om en formulering af Christensens poetik, udkommet. Man kan ikke tænke sig en smukkere, mere stilren og for Christensens unikke talent eksemplarisk afslutning på et forfatterskab end "Sommerfugledalen" Den ellers så positivt stemte sommerfugledal får en noget mere dyster prægning med undertitlen "et requiem", dvs. den katolske sjælemesse for de døde. Sonetkransen er et requiem over sindet, som når admiralsommerfuglen stiger, "Op fra den underjordisk bitre hule, hvor kældermørkets første drømmekryb og al den grusomhed, vi helst vil skjule, lægger bunden under sindets dyb" Der er ingen løssluppen tro på menneskesindet der i Makedoniens Brajinodal, der befolkes af døde og Døden, hvor dødnigehovedsommerfuglen viser det lyriske jeg, "hvor blødt det er at falde / ned i det askegrå og ligne gud.", hvorefter fokus vendes mod en kålsommerfugl "fra en eng i Vejle", der er Christensens fødeby, og i dens fine tegninger ser man, hvor flygtigt alting er. Vores eksistens er altså sat ind i verden og op imod døden. Men det er også interessant at se, hvordan det skønne, akkurat som i titlen, hele tiden holdes oppe imod døden, mørket, skyggerne, graven. Det viser noget om sproget. Digtenes stemme er altid indlejret i en anden tale, i sindets tale, nej, i spøgelsernes tale. Således er digterjegets stemme en spøgelsesstemme: "Som bjergbuskadset dækker med sin duft, at blomstringen har rod i alt det rådne, det skyggefulde, filtrede og lådne, en vild og labyrintisk ufornuft, (...) at alt hvad sjælelivet har at håbe hinsides alt er sorgens symmetri" Er sonetkransen en "sorgens symmetri"? Noget i den stil. Det lyriske jeg undersøger metodisk sindets opløsning i konfrontationen med det skønne. Christensen var en af de få danske digtere, der var velbevandret i tysk sprog og kultur (hun var medlem af Akademie der Künste i Berlin fra 2001), og hun har helt sikkert kendt sin Rilke, i hvert fald synes første elegi fra Rilkes "Duino elegier" at ekkoe i det skønnes nærvær i Christensens sonetter. Rilke skriver: "Thi det skønne er intet andet / end det forfærdendes optakt, (...). Frygtelig er hver engel." Frygtelig er også sommerfuglene i Brajinodalen og alle andre steder, for i dem møder vi vores eksistens' spejl: det skønne som filtret ind i det rådne og lådne. Så stor kunst som denne sonetkrans, side om side med Gaza, Helman-provinsen og Abu Ghraib. Christian Stokbro Karlsen kultur@nordjyske.dk Inger Christensen "Sommerfugledalen - et requiem" 40 sider, 99 kr. Gyldendal