Et rigtigt hestevejr

Arrangørerne strålede om kap med solen

KONGERSLEV:Og de var glade i Kongerslev i går. De, der har taget slæbet med at arrangere Heste- og Kræmmermarked. For i modsætning til de seneste års mudderbade, så var der i år fint vejr og solskin og så vrimlede det med markedsgæster. Så pyt med, at det gav ekstra travlhed. For det gjorde det. - Må jeg godt liiige, spørger borgerforeningsformanden, der ”hvis hun da kan huske sit navn”, hedder Lis Jensen og liiige ordner dit og dat, inden hun får tid til at fortælle, at alt synes at være godt gået lige fra, at 400-500 mennesker torsdag aften var samlet til café-aften med ”Tørfisk”. Lige fra morgenstunden kom der også hestehandlere i et omfang, så de dårligt kunne være på den afmålte plads. De var på fornavn og formiddagsbajer, og kvikke bemærkninger, som da én godt ville sidde med og bemærkede, at ”det jo var fine folk”. - Ja, men én enkelt kan splitte hele selskabet ad, lød svaret inden der blev skålet. Eller da den ene hestehandler spurgte den anden. - Hwa er det for jen? - Det er hæjst, hvis det er det, du mener, lød svaret og så blev der ikke noget ud af den handel. Hestehandlerne blev ellers rost for at være mere publikumsvenlige, end ved andre markeder, hvor de ”bare bytter med hinanden”. Det vaj Kaj Brøner, der var god for dén betragtning. Han var på marked for at se, om der var noget at supplere hans dyrepark i Sejlstrup med, og mener i øvrigt, at man skal være ret frisk for at købe en hest på markedet med mindre man handler med én, man ved har et godt renommé at passe på. Hans hustru Marianne mener i øvrigt, at det er langt bedre at købe et æsel, end ”de der dumme Shetlandsponyer” til sine børn.