Et rigtigt museumsvejr

Krybdyr 18. oktober 2002 08:00

FJERRITSLEV: Både i Han Herred Naturcenter og i Bryggergaarden i Fjerritslev kan man mærke, at det danske efterårsvejr er et rigtigt museumsvejr. Det nærmest vælter ind med gæster, der ryster hår og paraplyer og nyder at komme ind i varmen, hvor man samtidig kan opleve noget sammen med børnene. Centerleder Helle Lyngbak og museumsleder Ellen Helvind fortæller begge om meget travle dage, og børn og voksne kaster sig over aktiviteter og udfordringer i lange baner. I naturcenteret flokkes børnene om dagens besøgende slangetæmmer, Peter Løve Mark fra Aars, der har medbragt en gedigen tigerpython på 40 kg og dens søde lillebror på kun et par kilo. 12-årige Nicolai Stougaard fra Karlslunde har mod på at prøve den tunge halskrave, mens ni-årige Kamma Kjær Olsen fra Ravnkilde har kastet sin kærlighed på den lille slange, der er ret livlig. - Jeg har selv to kongeboaer derhjemme, som jeg fodrer med levende rotter, meddeler pigebarnet frimodigt. Peter Løve mark fortæller, at det er en måned siden, de to slanger har fået mad, som enten er kaniner, kyllinger eller rotter - levende eller døde - og når de er færdige med at optræde i Fjerritslev, skal de have mad igen. Det handler om timing, så kvælerslangerne ikke spiller med musklerne i utide. I Bryggergaarden kommer fantasien i gang, da familien Nygaard fra Randers forsøger at gætte på, hvad de gamle redskaber og husgeråd har været brugt til, og der bliver kikket nysgerrigt på gammelt legetøj og genoptrykte påklædningsdukker fra dengang mormor var barn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...